Alfred Adler

Faktaboks

Alfred Adler
født:
1870
død:
1937

Alfred Adler, 1870-1937, østrigsk psykolog. Født i Wien, uddannet som læge; flyttede i 1935 til USA. Alfred Adler var medlem af den gruppe, der fra 1902 samledes hos Sigmund Freud hver onsdag. Gruppen blev i 1910 til Østrigs Psykoanalytiske Selskab, og Alfred Adler blev den første formand, men straks i 1911 tilspidsedes modsætningerne mellem Adler og Freud. Alfred Adler trak sig tilbage som formand og kom ikke i gruppen fra maj 1911.

Alfred Adler udviklede sine egne teorier, som samledes i hans "individualpsykologi". Betydningen af libidinøse drifter og det ubevidste blev nedtonet, mens aggressive impulser og viljen til magt blev fremhævet. Ifølge Adlers opfattelse ville børn uundgåeligt i løbet af deres tidlige udvikling opleve et mindreværd, der kunne forstærkes, hvis barnet havde en eller flere organiske defekter. Mindreværdsfølelsen kunne evt. kompenseres eller endda overkompenseres ved en mereværdsfølelse. Adlers individualpsykologi kom navnlig til at spille en rolle i pædagogik.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig