Alexis Tsipras

Faktaboks

Alexis Tsipras
født:
28. juli 1974

Alexis Tsipras (tv.) og Ukraines præsident Petro Porosjenko ved World Economic Forum i Davos 2016.

.

Alexis Tsipras, f. 28.7.1974, græsk politiker, premierminister siden 2015. Alexis Tsipras, som er uddannet civilingeniør, var fra 1980'erne medlem af Grækenlands kommunistiske ungdomsorganisation. Han forlod siden kommunistpartiet og blev medlem af venstrefløjspartiet Synaspismos. I 2006 blev Tsipras indvalgt i Athens byråd for venstrefløjskoalitionen SYRIZA, som Synapismos er en del af. I 2008 blev han formand for Synapismos og i 2009 valgt til parlamentet for SYRIZA og blev leder af koalitionens parlamentariske gruppe.

I forbindelse med valgene i maj-juni 2012, som fandt sted i skyggen af Grækenlands alvorlige økonomiske krise, fremstod Tsipras som lederen af den græske venstrefløj. Efter valget januar 2015, hvor SYRIZA vandt 36,3 % af stemmerne, blev han udnævnt til premierminister i spidsen for en usædvanlig regeringskoalition bestående af venstrefløjspartiet SYRIZA og højrefløjspartiet De Uafhængige Grækere (ANEL). I august var den interne splittelse i SYRIZA blevet så stor, at Alexis Tsipras 20.8.2015 trådte tilbage og udskrev nyvalg. Ved valget 20.9.2015 fik han mandat til at fortsætte som premierminister for en regering bestående af SYRIZA og ANEL.

Se også Grækenland (EU og krise).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig