Alexandru Vaida-Voevod, 1872-1950, rumænsk politiker. Vaida-Voevod gjorde sig tidligt til talsmand for rumænerne i Transsylvanien. Her var han formand for Det Rumænske Nationalparti fra 1896 og medlem af det ungarske parlament 1906-18. I december 1918 fremsatte han som udenrigsminister i Transsylvaniens provisoriske regering ønsket om forening med Rumænien, og derefter deltog han i den rumænske delegation ved fredsforhandlingerne i Paris. 1919 blev han Rumæniens premierminister, men blev afskediget af kongen året efter. 1932-33 blev han atter premierminister i to korte perioder. 1935 brød han ud af Det Nationale Bondeparti og stiftede den højreorienterede Rumænske Front, der ikke opnåede større politisk indflydelse. Hans eftermæle er skæmmet af de antisemitiske holdninger, han i stigende grad lagde for dagen i 1930'erne.