Faktaboks

Alexandre Dumas d.æ.
Født
24. juli 1802, Villers-Cotterêts, Aisne, Frankrig
Død
5. december 1870, Dieppe

Alexandre Dumas d.æ. Portrættegning.

.

Alexandre Dumas d.æ. havde sit krusede hår efter en sort bedstemoder fra Santo Domingo. Dumas' republikanske idealer fik ham med i Garibaldis opstand på Sicilien. Han har optegnet sine oplevelser i muntre rejseindtryk, Impressions de voyage, 1834 ff. Fotografi af Étienne Carjat.

.

Alexandre Dumas den ældre var en fransk forfatter. Med sit krøllede hår, sine buttede kinder og sin vældige krop var han typen på den muntre pariserboheme. For ham var romantikken historiens pragt, politikkens kampe og elskovens nydelser.

Dumas d.æ.'s historiske dramaer og romaner

Dumas var vittig, generøs og flittig. Han skrev mere end 300 værker, romanerne ofte i samarbejde med et helt team. Dumas slog igennem på teatret allerede i 1829 med Henri III et sa cour (Henrik d. 3. og hans hof), der skabte fransk romantiks vigtigste teatergenre, det historiske drama. Nu huskes han især for sine romaner (skrevet i 1840-1855), som for det begejstrede franske publikum blev indbegrebet af den historiske roman.

Kendt og elsket er Les Trois Mousquetaires (1844, på dansk De tre musketerer, 1846) fra Ludvig 13.s tid. For sig selv står mesterværket Le Comte de Monte-Christo, (1845-1846, på dansk Greven af Monte-Christo, 1845-1846), der skabte en moderne myte om hævneren, der genopretter den sociale orden. Dumas' betydning for den europæiske folkelige roman kan ikke overvurderes.

I modsætning til Walter Scott tager Dumas let på beskrivelserne af gamle sager. Til gengæld skaber teaterskrædderens sikre hånd med få streger en visuel atmosfære, der får personer og steder til at træde levende frem. Fortælleren driver dialog og handling af sted i et opskruet tempo, så det er ikke mærkeligt, at Dumas' romaner så ofte er blevet filmatiseret. Politisk var Dumas republikaner; hans budskab er enkelt: Leve den store sensuelle lidenskab og det generøse engagement!

Umiddelbart før sin død skrev Dumas en 1150 sider stor kogebog, Grand dictionnaire de cuisine, som udkom posthumt i 1872. Skrevet i en underholdende, anekdotisk og polemisk stil har den fået stor udbredelse til trods for mange kuriøse eller fejlagtige oplysninger.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig