Alexander Kielland

Faktaboks

Alexander Kielland
født:
1849
død:
1906

Alexander Kielland, 1849-1906, norsk forfatter; bror til Kitty Kielland. Han blev cand. jur. i 1871 og bosatte sig i fødebyen Stavanger, hvor familien i flere generationer havde drevet handel. Her havde han en dobbeltkarriere som embedsmand — borgmester og amtmand — og samfundskritisk forfatter.

Hans forfatterskab blev stærkt påvirket af tidens moderne gennembrud med Georg Brandes, John Stuart Mill, Charles Darwin, Auguste Comte og Hippolyte Taine — men også af Søren Kierkegaards individualistiske filosofi. Han debuterede som forfatter med Novelletter (1879), og især de realistiske romaner med stof fra Stavanger, Garman & Worse (1880, dramatiseret sammen med Edvard Brandes i 1883, da. 1978) og Skipper Worse (1882, TV-Teatret 1968), havde stor gennemslagskraft. Kielland opholdt sig i begyndelsen af 1880'erne i København og deltog i kredsen omkring brødrene Brandes.

Else. En Julefortælling (1881) gav en skarp kritik af den kristne dobbeltmoral, og i 1882 kom de socialrealistiske To Novelletter fra Danmark. I Arbeidsfolk (1881) og Gift (1883, da. 1970) sætter Alexander Kielland nogle af tidens store problemer under debat, bureaukratiet og skolens konservatisme belyses og kritiseres. Tonen kan være barsk, men hans stil er elegant, ironisk og humoristisk, med næsten elskværdige udleveringer af magtens ynkelige mennesketyper og stor, social medfølelse med deres ofre.

Forfatterskabet strakte sig kun over 12 år, så blev Alexander Kielland opslugt af den anden karriere som embedsmand og samfundsstøtte. Han nåede dog i Fortuna (1884) og Sne (1886, da. 1909) at angribe både forretningslivets korruption og kirkens hykleri. Han opholdt sig i Paris i 1886-88, og efter hjemkomsten derfra blev han chefredaktør på Stavanger Avis. I 1891 kom romanen Jacob, om parvenugenerationen, som Alexander Kielland så gro frem omkring sig.

Hans samtid valgte at fokusere mest på hans samfundssucces; eftertiden har fastholdt ham som den præcise og ironiske samfundssatiriker, aristokrat, demokrat — og venstrefløjspolitiker, som også i en række skuespil og artikler i Stavanger Avis tydeligt markerede sine synspunkter.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig