Alexander Helphand, Parvus, 1867-1924, russisk-tysk økonom, forretningsmand og socialdemokrat. Efter at have været aktiv på den russiske venstrefløj under revolutionen i 1905 måtte Helphand flygte, og han bosatte sig i Tyskland. Hans forretningsvirksomhed gjorde ham formuende; sideløbende engagerede han sig i det tyske socialdemokrati og i den overbevisning, at en tysk sejr i 1. Verdenskrig ville fremme en revolution i Rusland, samarbejdede han med den tyske udenrigstjeneste og understøttede russiske revolutionære økonomisk. 1915-17 opholdt han sig i Danmark, hvor han ligeledes var involveret i økonomisk-politiske transaktioner.