Alex Brask Thomsen

Faktaboks

Alex Brask Thomsen
født:
17. september 1919
død:
8. januar 2005

Alex Brask Thomsen, 17.9.1919-8.1.2005, dansk erhvervsmand. Efter læretid i sin fars farvehandel på Nørrebro og en periode som kemikaliehandler i Frankrig samt ansættelse i en kemikalievirksomhed i England etablerede Alex Brask Thomsen eget firma i København i 1947.

I 1955 blev han medejer af Københavns Kreditbank, som han solgte igen i 1956, hvorefter han bosatte sig i Schweiz. Han stiftede i 1958 Finansbanken A/S, som han drev med utraditionelle forretningsmetoder og stor succes og i 1980 solgte til Jyske Bank. Herefter etablerede han flere banker i udlandet, bl.a. Finanz- und Investmentbank i Schweiz.

Alex Brask Thomsen tilbød i 1992 Københavns Kommune en større donation mod, at Nørrebrogade blev omdøbt til at hedde Alex Brask Thomsens Gade. Københavns Kommune afviste forslaget, men tilbød i stedet Alex Brask Thomsen at donere beløbet til et andet formål, hvilket han på sin side afviste.

Alex Brask Thomsen døde i Schweiz, men ligger begravet i København.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig