Alessandro Volta

Faktaboks

Alessandro Volta
født:
18. februar 1745
død:
5. marts 1827

Alessandro Volta står her ved siden af voltasøjlen, det første elektriske batteri, som han opfandt i 1800. Foran søjlen på bordet ligger tre af de cirkelformede plader af sølv og zink, som adskilt af pap fugtet med en saltopløsning danner voltasøjlen. Samtidigt træsnit af ukendt kunstner.

.

Alessandro Volta. Litografi.

.

Alessandro Volta, 18.2.1745-5.3.1827, italiensk fysiker, fra 1778 professor i eksperimentalfysik ved universitetet i Pavia. I 1775 opfandt Volta den såkaldte elektrofor (elektricitetsbærer) til frembringelse af statisk elektricitet.

I 1791 kom Volta i strid med L. Galvani om, hvorvidt de galvaniske fænomener skyldtes en særlig animalsk elektricitet, som Galvani mente. Volta hævdede, at der var tale om sædvanlig elektricitet, og at den blev fremkaldt ved kontakt mellem to forskellige metaller. Der fulgte en langvarig diskussion, indtil Volta i 1800 kunne offentliggøre opdagelsen af voltasøjlen. Som den første permanente strømkilde vakte søjlen stor opsigt, navnlig efter at W. Nicholson og Anthony Carlisle (1768-1840), også i 1800, brugte den ved deres opdagelse af elektrolysen, og efter at Volta i 1801 demonstrerede den i Paris for Napoleon.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig