Alessandro Blasetti, 1900-1987, italiensk filminstruktør. Blasetti var en indflydelsesrig kritiker og instruktør under fascismen og lavede i 1930'erne især komedier og historiske film som hovedværket 1860 (1933) om Garibaldi og Italiens samling. Sin store alsidighed viste han yderligere med komedien Quattro passi fra le nuvole (1942, Fire skridt i skyerne), der på mange måder foregreb neorealismen. Blasetti arbejdede indtil 1981 tillige med tv.