Aleksandr Ivanov

Faktaboks

Aleksandr Ivanov
født:
1806
død:
1858

Aleksandr Ivanov, 1806-1858, russisk maler. Aleksandr Ivanov blev uddannet på kunstakademiet i Sankt Petersborg og fik 1830 stipendium til ophold i Rom, hvor han tilbragte 28 år, bl.a. anbefalet af Bertel Thorvaldsen. Han blev nært knyttet til Nikolaj Gogol, der er portrætteret i Ivanovs hovedværk, den store komposition Kristus viser sig for folket (Tretjakov-galleriet, Moskva), som han først udstillede i Sankt Petersborg 1858.

Mange skitser hertil samt friluftsstudier fra 1840'erne viste nye veje i hans kunst. Fra Ivanovs sidste år stammer en serie akvarelskitser med emner fra Det Gamle og Det Nye Testamente, som han tænkte sig samlet i et "visdommens tempel".

Aleksandr Ivanovs værk fik i 1870'erne stor betydning for den nye realisme i russisk kunst.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig