Aleksandr Blok

Aleksandr Blok var en russisk digter. Han var en kultskikkelse i den russiske symbolisme og inden for 1900-tallets poesi. Blok gennemførte et historisk-filosofisk studium, men efter sit gennembrud i 1904 med samlingen Vers om den vidunderskønne dame helligede han sig kunsten fuldt ud. I et højspændt forhold til hustruen Ljubov Mendelejeva (datter af den berømte kemiker D.I. Mendelejev) og digtervennen Andrej Belyj søgte Blok at gennemleve tidens idéer om kærlighedens metafysiske kraft. Siden bar hans digte præg af splittelsen mellem renhjertet romantik og moderne skepsis — i sublim musikalsk form. Samme register findes i hans lyriske dramaer, fx Fjællebodsteatret (1906, iscenesat af V. Mejerkhold i 1914).

Blok dyrkede ekstremerne: kristen mystik og Dostojevskij-inspireret dæmoni. Efter revolutionsforsøget i 1905 fik hans anfægtelser politiske overtoner. I talrige foredrag og artikler gik han i rette med sig selv, med al ufolkelig kunst og med den russiske intelligentsia. Sådan kom han på kant med de øvrige symbolister. Samtidig sprængte han de klassiske harmoniske former, til tider i helt frie vers. Rusland blev, i forening med "det evigt kvindelige", et tilbagevendende tema, fx i det lange digt "Slaget på Kulikovo Pole" (1908) om sejren over tatarerne. Blok hyldede Oktoberrevolutionen i sit berømteste digt De Tolv (1918, da. 1950); en heftig, collage-agtig øjebliksskildring, som overraskende krones med kristen symbolik.

Blok forsøgte seriøst at tilpasse sig bolsjevik-styret, men presset undergravede hans helbred. Hans død udløste massesorg og mytedannelser. Oppositionelle digtere som Z.N. Gippius, A.A. Akhmatova og M.I. Tsvetajeva har beskrevet Blok som selve "kunstens tragiske symbol". I sovjetiske fremstillinger fremhævede man hellere hans patriotisme og (næsten) socialistiske sindelag.