Aldous Huxley

Faktaboks

Aldous Huxley
født:
1894
død:
1963

Aldous Huxley, Aldous Leonard Huxley, 1894-1963, britisk forfatter, sønnesøn af T.H. Huxley og bror til Julian og Andrew Huxley. Huxley koncentrerede sig efter uddannelsen på Eton og Oxford om lyrik, før han i 1920 udgav sit første prosaværk, novellesamlingen Limbo. Med fire romaner skrevet over de følgende ti år, af hvilke Point Counter Point (1928, da. Kontrapunkt, 1937) anses for den bedste, placerede Huxley sig som en vittig, knivskarp og kontroversiel idé-debattør, der anvendte romanformatet til iscenesættelse af virtuost førte diskussioner om tidens moralske spørgsmål. Hans store interesse for naturvidenskab i etisk perspektiv kommer frem i fremtidsromanen Brave New World (1932, da. Fagre nye Verden, s.å.) om en totalitær stat baseret på biologisk manipulation. Fra Eyeless in Gaza (1936, da. Vi Blindede Trælle, s.å.) drejes diskussionen i stigende grad væk fra aktuelle emner til mere generelle, herunder tidsbegrebet, og satiren bliver mere bitter og radikal.

Huxley emigrerede til Californien i 1937, idet han som overbevist pacifist tog afstand fra den europæiske oprustning. I forfatterskabets sidste fase ses en bevægelse væk fra rationalistisk skepsis til mysticisme, som Huxley udforskede ved hjælp af bevidsthedsudvidende stoffer. Herom skrev han i The Doors of Perception (1954) og Heaven and Hell (1956). Det positive modstykke til dystopien Brave New World præsenteres i utopien Island (1962, da. Ø, s.å.) om et samfund, hvis harmoni hviler på fællesskab og et ansvarligt samspil med naturen, men også på, hvad Huxley opfattede som en konstruktiv brug af narkotika og genetisk kontrol. Huxleys essayistik er blandt århundredets fineste i engelsksproget litteratur, ligesom hans beherskelse af idéromanen som genre næppe er overgået.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig