Faktaboks

Alcide De Gasperi
Født
3. april 1881
Død
19. august 1954
Alcide De Gasperi omkring 1950 foran De Kristne Demokraters banner

Alcide De Gasperi var en italiensk politiker, én af stifterne af Italiens dominerende parti i efterkrigstiden, Democrazia Cristiana (DC), og landets ministerpræsident 1945-1953. De Gasperi var blandt initiativtagerne til efterkrigstidens vesteuropæiske politiske og økonomiske samarbejde.

Alcide De Gasperis baggrund

Alcide De Gasperi voksede op i Trentino-provinsen, som på det tidspunkt var en del af det Østrigsk-Ungarske Kejserrige. Da der ikke på den tid fandtes italienske universiteter, hvor han kunne blive optaget med stipendium, rejste han i 1900 i stedet til universitetet i Wien for at studere filologi ved Fakultetet for Litteratur og Filosofi.

Han blev på universitetet aktiv i den katolske studenterbevægelse. I den forbindelse udviklede han sine evner som politisk mægler, hvilket senere skulle et af hans kendetegn i både national og europæisk politik. Rent principielt mente De Gasperi, at det var vigtigere at det at finde løsninger på problemerne end at gå rundt og bære nag, og han var overbevist om, at indholdet og ikke formen var det vigtigste. Sådan udtrykte han det senere.

I 1905 afsluttede han sine studier og vendte tilbage til byen Trento i Trentino. Her begyndte han at arbejde som journalist for avisen La Voce Cattolica. På dette tidspunkt blev han også politisk aktiv i det politiske parti Unione Politica Popolare del Trentino. I 1911 blev han valgt som repræsentant for Trentino i det østrigske parlament. Han udnyttede denne position til at arbejde for forbedring af det italienske mindretals rettigheder.

I italiensk politik

Alcide De Gasperi på forsiden af Time i 1953

Efter 1. Verdenskrig og Italiens overtagelse af Trentino blev han i 1921 valgt til det italienske parlament for det katolske parti Partito Popolare Italiano (PPI). I 1921 blev han et af dets parlamentsmedlemmer i Rom. Da fascisternes kom til magten med Benito Mussolinis ledelse i 1922, begyndte en periode med vold og trusler over for PPI. I 1926 blev partiet erklæret ulovligt og opløst.

De Gasperi blev selv arresteret i 1927 og idømt fire års fængsel for antifascistisk virksomhed. Med Vatikanets hjælp blev han dog løsladt i 1929 efter kun 18 måneder. Efterfølgende fik han en slags asyl i Vatikanet, hvor han fik arbejde som bibliotekar. Det varede i 14 år, hvor han også skrev han publikationen Idee ricostruttive (Ideer til genopbygning). Den blev en slags ideologiske grundlag for Italiens kristendemokratiske parti, Democrazia Cristiana (DC) der i hemmelighed blev stiftet i 1943. DC blev i årtierne frem over det førende politiske parti i Italien helt frem til, at det splintredes i 1994 på grund af anklager om korruption og magtmisbrug.

De Gasperi blev som leder af partiet udenrigsminister i 1944, og herefter var han premierminister fra 1945 til 1953. I denne periode blev blev Italien genopbygget efter årene under fascismen og krigens ødelæggelser. Der blev udarbejdet en republikansk forfatning til afløsning af kongedømmet, der skete en konsolidering af det interne demokrati landet, og man iværksatte de første trin mod økonomisk genopbygning efter krigens ødelæggelser, som skulle føre til et økonomisk boom i Italien fra anden halvdel af 1950'erne. Som DC's leder gjorde De Gasperi partiet til et moderat masseparti, og han modstod såvel presset fra partiets venstrefløj som Vatikanets forsøg på at dominere DC.

I europæisk politik

Robert Schuman ved Alcide De Gasperis grav i 1954
Bâtiment Alcide De Gasperi i Luxembourgs EU-kvarter.

De Gasperi kom imidlertid også til at spille en vigtig rolle i europæisk politik efter krigen og frem til sin død i 1954. Han var i det hele taget en stærk fortaler for internationalt samarbejde. Som italiensk regeringsleder var han overbevist om, at Italien måtte få en vigtig rolle på den internationale scene.

For De Gasperis var det ikke mindst hans krigsoplevelser, hans liv under fascismens diktatur og det, at han havde været en del af et mindretal, som fik ham til at indse, at et tæt europæisk samarbede på et demokratisk grundlag var nødvendigt for både Italien og Europa, hvis ikke historien skulle gentage sig.

Derfor arbejdede han aktivt for oprettelsen af Europarådet og overbeviste flertallet i det italienske parlament om, at Italien skulle være en del af den amerikanske Marshall-plan og tilslutte sig NATO i 1949. Hans tætte samarbejde med USA skete på et tidspunkt, hvor Italien havde det største kommunistpartier i Vesteuropa, som var stærkt imod både amerikansk Marshall-hjælp og NATO-medlemsskab. De italienske kommunister stod også stærkt blandt de intellektuelle, som var kritisk over for De Gasperis pro-amerikanske kurs.

De Gasperi var af den opfattelse, at 2. verdenskrig burde have lært alle italienere og alle europæere følgende lektion: “Fremtiden vil ikke blive opbygget med magt eller ønsket om at erobre, men med tålmodig anvendelse af demokratiske metoder, konstruktiv samarbejdsånd og respekt for friheden”. Det var hans ord i takketalen, da han accepterede den prestigefyldte Charlemagne-pris for sit pro-europæiske engagement i 1952. Ordene reflekterede tillige, hvad han allerede havde lært om samarbejde i det katolske studenterbevægelse i Wien i begyndelsen af århundredet.

Ordene forklarer også hans hurtige og positive svar på Robert Schumans opråb den 9. maj 1950 for et integreret Europa, som førte til oprettelsen af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF) blot et år senere. De Gasperi blev den første formand for EKSF’s parlamentariske forsamling i 1954, som er forløberen for vore dages Europa-Parlament. Samtidig var han også en klar fortaler for det europæiske forsvarssamarbejde, som var på tegnebrædtet, men som led skibbrud, da det blev nedstemt i det franske parlament.

De Gasperis rolle for den europæiske integration i den første tid efter krigen er bl.a. blevet beskrevet som værende en slags mægler imellem Tyskland og Frankrig, som havde udkæmpet tre store krige mod hinanden siden 1870: den fransk-tyske krig 1870-1871, 1. verdenskrig 1914-1918 og 2. verdenskrig 1939-1945. Igen ses De Gasperis funktion som mægler.

De Gasperis linje

Alcide De Gasperi med kone, datter og barnebarn i 1951.
Alcide De Gasperi med sin hustru, datter og barnebarn i 1951. De Gasperi var fra 1922 gift med Francesca Romani (1894-1998), som han fik døtrene Maria Romana, Lucia, Cecilia og Paola med.

De Gasperi døde i august 1954 og nåede derfor ikke at opleve efterkrigstidens vel største europæiske integrationsprojekt i form af Romtrakaten om Det Europæiske Økonomiske Fællesskab blive til virkelighed. Men hans medvirkende rolle blev bredt anerkendt, da Romtraktaten blev underskrevet i 1957. Han var motiveret af en klar vision om et europæisk samarbejde, som ikke ville erstattede nationalstaterne, men gøre det muligt for dem at arbejde tæt sammen.

De Gasperi anså konflikten mellem kristendom og marxisme for sin tids vigtigste ideologiske kamp og førte med kirkens og USA's hjælp en stærkt antikommunistisk indenrigspolitik, hvilket også skal ses på baggrund af netop Det Italienske Kommunistiske Partis stærke position i italiensk politik.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig