Albrecht Thaer, 1752-1828, tysk landøkonom, oprindelig læge. Ansporet af den højere sociale status, han havde opnået gennem sit ægteskab, erhvervede han sig et landbrug uden for Celle. Her fangede have- og landbrug hans interesse, og han gik i gang med videnskabelige eksperimenter med den hensigt at øge produktiviteten; centralt for ham stod vekseldrift (se sædskifte). Inspireret af bl.a. Arthur Young og Adam Smith hævdede han, at landbruget var et erhverv, der tilstræbte en så stor profit som muligt. I 1806 grundlagde Thaer en skolevirksomhed i Möglin ved Berlin. Sideløbende hermed virkede han som landbrugsfaglig skribent og fik gennem årene udgivet en lang række skrifter og årbøger. Hans hovedværk, Grundsätze der rationellen Landwirtschaft, udkom 1809-12. Som professor ved Berlins Universitet fra 1810 fik Thaer stor betydning for landbrugsreformlovgivningen i Tyskland, og han betragtes som den førende landbrugsøkonom frem til 1840'erne.