Faktaboks

Albert Lortzing
Født
1801
Død
1851

Albert Lortzing, 1801-1851, tysk komponist. Sit gennembrud fik Albert Lortzing 1837 med operaen Die beiden Schützen, der ligesom hans øvrige sceniske værker er af syngespilstypen (med talt dialog) og med tekst af ham selv. Samme år fik han endnu større succes med Zar und Zimmermann, der blev fulgt op af Der Wildschütz (1842) og Der Waffenschmied (1846).

Albert Lortzing, der førte et omflakkende liv som kapelmester og skuespiller under dårlige arbejdsforhold, står som skaberen af den komiske tyske opera. I en sentimental-humoristisk, borgerlig ramme viser han i sin uprætentiøse, men raffinerede musik sans for at skabe karakteristiske roller og effektive teatersituationer.

Til Albert Lortzings mere romantiske, nu glemte operaer hører Hans Sachs (1840), som gav impulser til Richard Wagners Mestersangerne i Nürnberg, og Undine (1845).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig