Faktaboks

Albert 1.
Født
8. april 1875, Bruxelles, Belgien
Død
17. februar 1934, Marche-les-Dames, Belgien
Albert 1.
Albert 1. fotograferet i 1915.

Albert 1. var konge af Belgien fra 1909, søn af grev Philip af Flandern.

Albert 1. efterfulgte sin farbror Leopold 2. og aflagde som den første belgiske konge troskabsed på både fransk og flamsk. Albert, der havde en omfattende civil og militær uddannelse, arbejdede op til udbruddet af 1. Verdenskrig i 1914 for belgisk neutralitet og styrkelse af forsvaret. Han overtog ved den tyske besættelse i 1914 overkommandoen over hæren, forblev i Belgien og søgte at varetage landets interesser i stormagtskonflikten. Han førte ved befrielsen en del af hæren og vandt stor popularitet.

Albert afstak sammen med politikerne hovedpunkterne for efterkrigspolitikken: almindelig valgret med enkeltstemmesystem, lighed for begge nationalsprog, oprettelse af et flamsksproget universitet i Gent og afskaffelse af Belgiens neutralitet. Albert omkom i 1934 ved en bjergbestigningsulykke.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig