Albert (greve)

Efter at Valdemar 2. Sejr havde erobret Holsten i 1202 fra grev Adolf 3. af Schauenburg, udnævnte han senest i 1205 sin unge nevø Albert til greve over hele Nordalbingen. Som den danske konges lensmand i Nordalbingen var Alberts vigtigste opgave at forsvare rigets sydgrænse. I sin tid som greve gav han talrige gaver til kirker og klostre i området, og han stiftede i 1211 et benediktinernonnekloster i Preetz. I 1216 fik Albert også kontrol over Stade.

I 1217 drog Albert med et større følge til Livland for her at opfylde sit korstogsløfte. Her forblev han indtil 1218, men allerede i 1219 tog Albert sammen med Valdemar 2. Sejr atter på korstog, denne gang mod Estland. I 1222 var han sammen med kong Valdemar på togt mod Øsel, som blev erobret, men uden at danskerne kunne holde øen.

Da kong Valdemar blev taget til fange af grev Henrik af Schwerin på Lyø i 1223, blev Albert den ledende inden for kredsen af danske stormænd og kom til at spille en hovedrolle i styret af Danmark. Han ledede forhandlingerne om kongens frigivelse, men led et nederlag i slaget ved Mölln i 1225 med en koalition af tyske fyrster, hvorpå han selv faldt i fangenskab. Først efter, at kong Valdemar 2.'s forsøg på at genvinde kontrollen over Holsten var slået fejl og han havde lidt nederlag i Slaget ved Bornhöved, blev Albert frigivet fra fangenskabet. Inden da måtte han også fraskrive sig kontrollen over grevskabet Lauenborg, som hans mænd indtil da havde kunnet holde.

Efter det danske nederlag genvandt grev Adolf 4. af Schauenburg Holsten for greveslægten. Efterfølgende gav kong Valdemar Albert krongodset på Als som len, og han kaldte sig herefter "herre til Als". Siden hører vi ham kun omtalt to gange, senest ved forliget i Stensby 1238.

Albert giftede sig i 1211 med Hedvig, datter af landgreve Herman af Thüringen. Ægteskabet forblev barnløst.

• Estlands historie
• Danmarks historie i middelalderen