Albanien - befolkning

Albanien havde før 1990 Europas største årlige befolkningstilvækst (2,1 procent i 1979-1989); befolkningen blev fordoblet fra 1960 til 1990. Indbyggertallet er øget i alle dele af landet, dog særligt i kystområderne. To tredjedele af befolkningen boede før 1990 i landområder. Den meget lukkede planøkonomi 1944-1990 begrænsede retten til fri bosætning i et forsøg på at udjævne de økonomiske og sociale forskelle mellem kyst- og bjergområder samt mellem land og by. Siden 1990 er Albaniens befolkningsmæssige udvikling radikalt ændret med stærk migration fra land til by og fra nord til Tirana og Dürres i det centrale Albanien samt omfattende arbejdsmigration til udlandet. Trods en fortsat befolkningstilvækst er den gennemsnitlige alder som følge af emigration øget til 31,7 år i 2004. Albaniens befolkning er dog fortsat en ung befolkning i Europa. På kun 15 år øgedes bybefolkningen fra at udgøre 35 procent i 1989 til 45 procent i 2004. Mens man før 1990 søgte at mindske de regionale forskelle er de siden 1990 øget; fx har byerne i den vestlige og sydlige del af landet lettest adgang til sundhedsvæsen og uddannelse. Manglende geografisk mobilitet betød tidligere ringe social bevægelse og få socialt blandede ægteskaber. Landet er nationalt og etnisk meget homogent; officielt er kun 2 procent af befolkningen af ikke-albansk nationalitet. Nordøst for Albanien bor omkring 2 mio. albanere i Kosovo, og en halv million bor i Makedonien øst for Albanien.

For det græske mindretal er der mulighed for undervisning på modersmålet, ligesom der er adgang til radio og avis. En stor del af de dengang ca. 60.000 grækere er siden udvandret. Andre nationale mindretal omfatter makedonere og montenegrinere (ca. 10.000) samt etniske grupper som romaer og aromuner (traditionelt halvnomadiske husdyrbrugere).

Flygtninge. Fra 1990 var der flere flygtningestrømme navnlig bådflygtninge til Italien, og over 1/2 million, især mænd, arbejder udenlands, især på det græske arbejdsmarked. Dette står i skærende kontrast til tiden før 1990, hvor landet var et af de mest lukkede i verden. Udvandring eller arbejdsmigration blev forhindret, og ind- og udrejser blev reduceret til et absolut minimum – ligesom al anden kommunikation og handel. De op imod 1/2 million flygtninge, der under Kosovo-krigen fra 1998 søgte til Albanien, vendte hurtigt tilbage til Kosovo i sommeren 1999. Albaniens havnebyer, især Vlora mod syd, har fungeret som opsamlingsbaser for organiseret menneskesmugling af fattigdomsflygtninge fra Mellemøsten og Sydasien til Italien.

Kvinderne udgjorde ca. halvdelen af den erhvervsaktive del af befolkningen i 1990; deres andel steg mærkbart siden indførelse af formel ligestilling og -løn i 1944. Imidlertid har indførelsen af markedsøkonomi og det økonomiske sammenbrud i dens kølvand skabt omfattende arbejdsløshed, der også har ramt kvinderne, som i mindre omfang end mænd har søgt arbejde udenlands. Kvindernes arbejdsbyrde i husholdningen er fortsat stor, selvom de fleste beboelsesejendomme har fået indlagt vand, og elektriske husholdningsmaskiner som køleskabe, vaskemaskiner og komfurer for alvor har vundet indpas siden 1990. Indtil 1990 fremholdt man den erhvervsaktive kvinde i industri og landbrug som ideal, men med omvæltningen fulgte også et opgør med dette, konkret udmøntet fx i afholdelse af skønhedskonkurrencer, men også stigende hustruvold. Prævention og familieplanlægning har afløst honorering af mange fødsler. Mens ægteskabet ikke er blevet videre påvirket siden 1990 — bortset fra en lidt højere gennemsnitsalder for indgåelse — er der mellem 2000 og 2005 sket en markant stigning i antallet af skilsmisser.

Læs mere om Albanien.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig