Albacete, spansk provins med 14.858 km2 og 392.120 indb. (2017). Provinsen ligger i SØ-Spanien, og store dele er højslette, der mod vest går over i bjergkæden Sierra de Alcaraz.

Et tørt kontinentalt klima gør landbruget afhængigt af kunstvanding, og der dyrkes korn, oliven og druer. Omkring provinshovedstaden findes levn fra tidlige kulturer. Enestående er især hulemalerier fra 10.000 til 5000 f.Kr. i grotterne ved byerne Alpera og Minateda samt de ibero-romerske skulpturer fra 500-100 f.Kr. i byerne Balazote og Cerro de los Santos. Ruiner af arabiske befæstninger fra 711-1492 ligger flere steder.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig