Alba Iulia, tysk Karlsburg, by i Transsylvanien (Siebenbürgen) i Rumænien, ca. 270 km NV for Bukarest, 66.400 indb. (2002). Alba Iulia var hovedstad i fyrstendømmet Transsylvanien i 1500- og 1600-t. og blev centrum for rumænsk kultur med bl.a. udgivelse af rumænsksproget litteratur. I 1918 vedtog en folkeforsamling i Alba Iulia Transsylvaniens indlemmelse i Rumænien.