Aksumriget

Aksumriget, Axumriget, kongerige i det nordlige Etiopien med storhedstid i 200-600-t. Den aksumitiske kultur var en blandingskultur med præg fra det sydlige Arabien, bl.a. Saba, hvorfra der muligvis var indvandring i tiden mellem ca. 500 f.Kr. og 1. årh. e.Kr. Herefter underlagde kongerne i Aksumriget sig flere mindre riger og skabte et samlet rige med byen Aksum som hovedstad.

Fra 200-t. blev riget en vigtig deltager i den maritime handel i Det Røde Hav, bl.a. med eksport af elfenben via havnebyen Adulis, og påbegyndte samtidig prægning af egne mønter. Ca. 350, under kong Ezana, ødelagde Aksumriget resterne af Meroë, hovedstaden i Kush, og udvidede sin magtsfære til Sydarabien. Under samme konge overgik dynastiet til kristendommen med den monofysitiske patriark i Alexandria som religiøst overhoved. Trods gode relationer til arabiske muslimer i begyndelsen af 600-t. bevirkede disses indtrængen i den maritime handel i den nordlige del af Rødehavet, at hovedstaden og handelsvejene blev flyttet mod syd. På fastlandet pressedes Aksumriget af en række omliggende riger, og midt i 1100-t. overtog et nyt dynasti magten. Se også Etiopien.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig