Faktaboks

Aki Kaurismäki

Aki Olavi Kaurismäki

Født
4. april 1957, Orimattila, Finland
Aki Kaurismäki
Aki Kaurismäki fotograferet i 2017 på Berlinalen, den internationale filmfestival i Berlin.
Aki Kaurismäki
Af /Ritzau Scanpix.

Aki Kaurismäki er en finsk filminstruktør og bror til filminstruktøren Mika Kaurismäki. Aki Kaurismäki debuterede i 1981 og producerede igennem 1980'erne lavmælte og musikalsk swingende lavbudgetfilm om marginale eksistenser.

Adaptioner af klassikere

Kaurismäki er autodidakt og regnes som en af 1980'ernes mest talentfulde nye instruktører. Igennem 1980'erne producerede han en række adaptioner, hvor han bl.a. omsatte Dostojevskij og Shakespeare til en moderne finsk kontekst, hvilket han gjorde først i Forbrydelse og straf (1983) og Hamlet Goes Business (1987). Dette gør han med sort humor tilsat bluesmusik og finsk tango, og i 1990 kommer hans H.C. Andersen-adaption Pigen fra tændstikfabrikken (1990), som ligesom I Hired a Contract Killer (1990) er bidende socialrealisme.

Aki Kaurismäkis stil og temaer

Hans stil er simpel og minimalistisk, men kan veksle mellem rablende vanvid, som i roadfilmen om det bizarre finske band Leningrad Cowboys (1989), og så de mere socialrealistiske skildringer om udsatheden hos den nederste del af finske arbejderklasse, som man fx ser det i Ariel (1990). Hans film foregår stort set altid i det moderne Finland sat i storbymiljøet.

Kaurismäki har siden fortsat sin sorte, tørre og underspillede humor, bl.a. i Manden uden fortid (2002), der vandt en række internationale priser. Manden uden fortid er den anden film i hans Finlandstrilogi, der desuden består af Drifting Clouds (1996) og Lys i tusmørket (2006).

Filmen "Fallen Leaves"

Instruktøren står senest bag den smukke og minimalistiske film Fallen Leaves (2023), som bringer seeren tættere ind på livet af karakterne end hans foregående film, der fokuserer mere på verdensopbygning end karakteropbygning. Filmen foregår i den finske arbejderklasse, men handler også under sin romantiske retro-æstetik om medmenneskelighed og om at gribe lykken og kærligheden.

Oprettelse af filmfestival

I 1986 grundlagde Kaurismäki sammen med filmmanden Anssi Mänttäri (f. 1941) og broderen den årlige Sodankylän elokuvajuhlat (Midnight Sun Film Festival) i Sodankylä i Lapland. Festivalen samarbejder med kommunen og har haft filmhistorikeren Peter von Bagh (1943-2014) som festivalleder.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig