Akademikerne er en forhandlings- og hovedorganisation for en række fagforbund, hvis medlemmer har en uddannelse fra et universitet eller på tilsvarende niveau.

Faktaboks

Også kendt som

AC, tidligere Akademikernes Centralorganisation

AC blev dannet i 1972 ved sammenslutning af medlemsforbundene i Akademikernes Samarbejdsudvalg og Danske Statsembedsmænds Samråd. Organisationens hovedopgave er på medlemsforbundenes vegne hvert tredje år at forhandle ved overenskomst- og aftaleforhandlingerne på det offentlige område.

Medlemmer

Det samlede antal medlemmer var i 1972 61.605 (heraf udgjorde beskæftigede lønmodtagere 38.047), fordelt på 23 forbund. Den 1. januar 2023 repræsenterede AC 28 medlemsorganisationer med tilsammen ca. 479.000 medlemmer, med stort set lige mange mænd og kvinder. Medlemmerne er fordelt på følgende måde, pr. 1. januar 2023:

  • Offentligt ansatte 160.931
  • Privatansatte 140.229
  • Studerende, pensionister m.v. 140.857
  • Arbejdsløse 12.669

AC lægger særlig vægt på at repræsentere medlemmernes professionelle interesser i arbejdsmarkeds-, uddannelses- og forskningspolitiske spørgsmål. Det følger af det professionelle grundlag, at AC også organiserer selvstændige. Der er endvidere ledere som medlemmer såvel offentligt som privat, men især offentlige ledere.

Forhandlinger

I forhold til sin størrelse spiller organisationen en betydelig rolle ved overenskomst- og aftaleforhandlinger på det offentlige område, idet forhandlingsretten for en række akademiske grupper er tillagt disses hovedorganisation ved lov. På det private område spiller AC en stigende rolle – på trods af, at løn- og ansættelsesforhold for privatansatte akademikere som hovedregel aftales individuelt – i takt med at flere og flere akademikere ansættes i denne sektor.

Opstår der faglig strid eller arbejdskonflikt om enten fortolkning eller overtrædelse af en overenskomst, optræder AC som repræsentant for lønmodtagersiden i mæglingsmøder og i Arbejdsretten.

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig