Faktaboks

Ahmadou Kourouma
Født
1927
Død
2003

Ahmadou Kourouma, 1927-2003, forfatter fra Elfenbenskysten. Kourouma var i begyndelsen af 1950'erne soldat i den franske kolonihær i Vestafrika og Indokina og uddannede sig derefter til bankmand og aktuar.

Hans Les Soleils des indépendances (1968, da. Uafhængighedens sole, 1989) er et vellykket eksempel på den postkoloniale desillusionsroman, der udspiller sig i fantasilandet Ibenholtskysten. Hovedpersonen er en tidligere høvding, som de moderne vilkår har reduceret til en slumbeboer, der rejser rundt mellem land og by for at finde mening i et univers domineret af magtkamp og overvågning, og som til sidst dør en absurd død på grænsen mellem nykonstruerede stater. Hans anden roman, Monne: Outrages et défis (1989), skildrer i mere historisk perspektiv en anden høvdingefigur, hvis forsøg på samarbejde med kolonimagten ender i ulykke og fordærv. I sin tredje roman, En attendant le vote des bêtes sauvages (1998, Mens vi venter på de vilde dyrs stemme), fortsstter Kourouma sin hudfletning af nepotisme og magtsyge i afrikansk politik — en griot fortæller om den store jæger Koyaga, der regerer som livstidspræsident, indtil Verdensbankens strukturtilpasninger får de forarmede intellektuelle i hans land til at gøre oprør. Allah n'est pas obligé (2000, da. Allah er ikke forpligtet, 2002) fortsætter eksperimenterne med at skrive afrikaniseret fransk og blev en bestseller i Frankrig. Bogen handler om børnesoldater i Liberia og i Sierra Leones borgerkrig og skildrer grusomheden mere nøgent og direkte end tidligere set.

Kourouma blandede med stort held og poetisk kraft elementer af afrikansk tradition med sin eksistentialistisk orienterede fortællestil.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig