Ahmad Mahmud (E’tâ) (1931-2002), iransk, marxistisk roman- og novelleforfatter, der skrev med udgangspunkt i arbejdsklassens forhold i den olierige region omkring sin fødeby Ahvaz i det sydvestlige Iran.

Ahmad Mahmud, med fødenavnet Ahmad E’tâ, udgav i perioden fra 1957 til 2000 ni novellesamlinger og seks romaner, alle socialrealistiske og med den iranske underklasse i fokus. Mahmuds mest indflydelsesrige og læste romaner er sandsynligvis Hamsâye-hâ (”Naboerne”, 1974) og Zamin-e sukhte (”Brændt jord”, 1982). Førstnævnte værks hovedperson er en ung mand, Khaled, der vokser op i Ahvaz under og efter 2. verdenskrig, hvor britisk imperialisme og senere kampen med briterne om retten til olien er rammen. Khaleds personlige liv følges tæt, men også hans stigende involvering i fagforeningernes og kommunistpartiet Tudehs politisk arbejde fylder meget. Trods den optimisme, der ligger i frihedskamp og politisk arbejde, havner Khaled i fængsel for sine aktiviteter og ender med, ligesom romanen gør det, at blive sendt i militærtjeneste efter sin løsladelse.

”Brændt jord” er Ahmad Mahmuds tredje roman i en triologi om hjemstavnen (Hamsâye-hâ er den første) og samtidig den første egentlige krigsroman i moderne iransk litteraturhistorie. Romanen om den irakisk-iranske krigs første år (1980-81) af i alt otte år blev overraskende nok ikke forbudt af censuren, dog blev oplagstallet begrænset af samme institution. ”Brændt jord” er en ætsende kritik af både regimets håndtering af krigsudbruddet, hvor den iranske befolkning tæt på grænsen til Irak ikke blev varskoet. Styrets glorificering af martyret og den religiøse pligt til at ofre sig for nationen ig krigen, bliver sat i relief af samme styres ligegyldighed over for den slagtebænk, krigen blev med hundrede tusinder af civile og militære ofre, civilister og soldater der i romanen bliver snydt og bedraget af myndigheder og ledere, samtidig med at de selv eller deres nærmeste bliver dræbt i krigen. ”Brændt jord” er kras realisme, nærmest en øjenvidneskildring af krigens grusomheder, og er en åbenlys kritik af og et modbillede til det narrativ, som regimet stillede til folkets rådighed.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig