Ahmad Fardid

Ahmad Fardid var en iransk filosof, som var med til berede grunden for den ideologi, der ligger bag Den Islamiske Republik Iran etableret i 1979.

Ahmad Fardid fik sin første uddannelse i den lokale maktab, en religiøst drevet skole, i Yazd og forsatte herefter sin uddannelse i Teheran. Senere fortsatte han sin uddannelse i filosofi i Frankrig og Tyskland på universiteterne Sorbonne og Heidelberg. I slutningen af 1960erne blev Fardid professor i filosofi på Teherans Universitet og havde samlet en kreds af intellektuelle omkring sig, hvor forskelle på samt modsætninger imellem vestlig og østlig filosofi og religion diskuteredes.

Med inspiration fra Martin Heideggers kritik af modernitet og humanisme karakteriserede Fardid de vestlige samfund som værende for optagede af rationel, videnskabelig sandhed i stedet for af den åbenbarede sandhed fra religionen. For Fardid havde Vesten lidt moralsk skibbrud i Renæssancen, da man fra da af havde sat mennesket i centrum i stedet for Gud og i moderne tid havde gjort teknologien og maskinerne til guder. Hermed havde man i Europa og USA, mente Fardid, glemt alt om medmenneskelighed og åndelighed. Vesterlændingene var blevet fremmedgjorte for sig selv og sine medmennesker. I modsætning hertil stod østerlændingene med et stærkt fundament i religionen, medmenneskelighed og den af profeterne åbenbarede sandhed, der gjorde Gud til centrum og ikke mennesket.

I moderne tid, hævdede Fardid, havde Vestens åndløshed, materialisme og tilbedelse af teknologien spredt sig inficeret Østen. Denne farlige infektion havde allerede ramt en del iranere, og som Fardid så det, truede sygdommen med at ødelægge iransk identitet indefra. Fardid opfandt også et navn til sygdommen, gharbzadegi (omtrent: ”Pesten fra Vesten”), som blev gjort kendt af forfatteren Jalâl Âl-e Ahmad.

Som nævnt ovenfor var Ahmad Fardid inspireret af en vestlig tænker og var uddannet i Vesten. Af samme årsag opfordrede han også til, at Østens intellektuelle studerede Vestens filosofi og kultur grundigt, således at man kendte sin fjende indefra og kunne bekæmpe denne samt tage de ganske vist få vestlige filosoffer og ideologer, der var kritiske over for de vestlige tankegange og levemåder, til sig.

Ahmad Fardid havde følgere i den iranske intelligentsia, der anså resultatet af den iranske, islamiske revolution i 1979 for en iransk, islamisk sejr over den af Vesten påtvungne kultur og politik. Fardid fik dog ingen indflydelse på begivenhederne og politikken i Den Islamiske Republik Iran oprettet i 1979; nok fordi den nye leder af landet, ayatollah Khomeini, anså filosoffen for at mangle en tilstrækkeligt radikal islamistisk tankegang og, ironisk nok, for at være for vestlig i sin metode. Det menes dog, at han havde indirekte indflydelse på præsident Ahmadinejad (2005-2013) gennem sidstnævntes åndelige vejleder, ayatollah Mesbâh-Yazdi, der var tæt på Fardid.

Efter revolutionen finder man også islamiske tænkere, der modsatte sig Fardids formulerede modsætning mellem Vesten og Østen. En af dem er Abdolkarim Sorush, der kritiserede Ahmad Fardid og hans følgere for deres skarpe skelnen mellem Østen og Vesten. Sorush anså Iran og iranerne for at have en mange-facetteret kulturel identitet, der stammede fra såvel Irans præ-islamiske og islamiske fortid som fra Vesten.