Agustín Yáñez, 1904-80, mexicansk forfatter. Agustín Yáñez tilhører den forfattergeneration, der voksede op under Den Mexicanske Revolution.

Ved siden af sit politiske virke som bl.a. undervisningsminister og guvernør i delstaten Jalisco skrev han en række romaner og noveller med temaer fra revolutionen og tiden herefter. Med Al filo del agua (1947, I strømretningen) slog Agustín Yáñez sit navn fast som fornyer af den mexicanske roman.

Temaet er som i mange andre af tidens romaner Den Mexicanske Revolution i et landligt miljø, men den traditionelle, udvendigt realistiske skildring af situationer og episoder udvides med et mere komplekst virkelighedsbillede, bl.a. gennem tidsforskydninger og indre monologer.

Den historiske konflikt er således blot afsæt for en dybdeborende afsøgning af mere eller mindre bevidste kollektive og individuelle forudsætninger i forhold til revolutionens officielle politiske idealer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig