Agro Pontino

Agro Pontino, De Pontinske Marker, ca. 800 km2 stort landbrugsområde 40-80 km syd for Rom. Området er oprindelig et kystudligningsområde, der har været forsøgt drænet gentagne gange af etruskere og romere samt på foranledning af forskellige paver. Hver gang er det sandet til og forsumpet på ny. Indtil gennemførelsen af Italiens første regionsplan 1928-39 var det således kendt som de malariabefængte Pontinske Sumpe. I den fascistiske propaganda fremstilledes landindvindingen som løsningen på 1930'ernes arbejdsløshed, udvandringen, småbøndernes jordbehov og malariaen og som et middel til Italiens selvforsyning med fødevarer. I alt blev der anlagt ca. 4000 brug a ca. 15 ha og fem byer, alle efter en fascistisk "nyantik" byplan og arkitektur.

Området forsyner Rom med kød, frugt og grønt. Byerne i området, især Latina, Pomezia og Aprilia, har siden 1960 udviklet sig til komplekse industrielle satellitbyer for Rom med fremstilling af medicinalvarer, elektronik, fødevarer, tekstil og metaller. Kernekraftværket Latina blev som de øvrige italienske kernekraftværker lukket efter ulykken på værket i Tjernobyl i 1986. 84 km2 i det sydøstlige hjørne af De Pontinske Marker er bevaret i naturtilstand med strandsøer, klitter og maki som nationalparken del Circeo fra 1934.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig