Agaver
Blomstrende Agave shawii i Baja California, Mexico.
Agaver
Af /Ritzau Scanpix.

Agaver er en slægt af rosetplanter med kraftige, ofte kødfulde og tornede blade i underfamilien Agavoideae i aspargesfamilien. Der kendes ca. 290 arter, hvis naturlige udbredelse strækker sig fra det sydlige USA, gennem Mellemamerike til det nordlige Sydamerika, hvor de vokser i tørre og varme områder. Agaver er dog indført mange steder som pryd- og nytteplanter, hvorfra de har forvildet sig. Eksempelvis er almindelig agave (Agave americana) i dag en iøjnefaldende del af Middelhavslandenes flora.

Faktaboks

Etymologi
Ordet Agave kommer af græsk agauos 'ædel, prægtig'.
Også kendt som

Agave

Udseende

Bladene er kødfulde, meget stive og fiberholdige. Blomstringen finder først sted efter mange år; på få uger dannes den 2-8 m høje blomsterstand med mange sidegrene og hvide eller gule blomster. Blomsterne bestøves i Amerika af flagermus, men omkring Middelhavet bliver de besøgt af bier og gråspurve.

Agaver som nytte- og prydplanter

Plantage med sisalagave (Agave sisalana) i Kenya.

.

Mange agaver er nytteplanter. Eksempelvis dyrkes sisalagaven (A. sisalana) fra Yucatanhalvøen i Mexico for sine sisalfibre, der udvindes af bladene.

Bedst kendt er dog nok udnyttelsen af agaver til produktion af alkohol. Blomsterstanden afskæres af den modne agave, og kernen dampkoges i en jordovn. Derefter presses kernen, og saften opsamles. Saften gæres først til den alkoholiske drik pulque, hvorefter den kan destilleres til agavebrændevin, bedre kendt som henholdsvis mescal og tequila. Mescal produceres af flere arter af agaver, mens tequila kun produceres af den blå agave (A. tequilana).

Agaver dyrkes også som stueplanter i grusholdig jord, heriblandt almindelig agave (A. americana) og trådagave (A. filifera), som har smalle blade, der trevler op i randen, så den ser ud, som om den er spundet ind.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig