Afrikas forhistorie

Mellem 2 og 1,8 mio. år tilbage levede arten Homo habilis, der anses for menneskets stamfader (se menneske), og hvis rester er fundet bl.a. ved Koobi Fora i Kenya og Olduvai-kløften i Tanzania sammen med primitive stenredskaber, pebble tools. Fund af disse ældste redskaber, den såkaldte oldowankultur, kendes også fra Etiopien, fra Omodalen i syd og Hadar i nord.

De ældste fund af håndkiler er ligeledes fra Olduvai og Koobi Fora i Østafrika og er 1,5 mio. år gamle. De tilhører acheuléenkulturen, der bredte sig over det meste af Afrika. De ældre stadier knyttes til arten Homo erectus, de yngre til arkaiske eller tidlige sapiens-typer. Bopladser fandtes ved søerne og langs de store floder Vaal, Zambezi og den øvre Nil. I Sahara har man i perioder med fugtigt klima jaget elefanter og vilde okser i omgivelser, der havde karakter af savanne. Fra kysten ved Casablanca i Marokko kendes bopladser og knogler af Homo erectus i huler fra mellemste og yngre acheuléen, fx ved Sidi Abd al-Rahman. Lignende fund kendes fra Ternifine i Algeriet.

Fra begyndelsen af denne periode optræder et mere udviklet sæt af redskaber, bl.a. med skiver af præparerede blokke i såkaldt levalloisteknik, små håndkiler og trekantede spidser, hvilket kendetegner moustérien i Europa og Asien. Spor af bosættelse er bl.a. fundet i huler ved Klasiesflodens munding i Sydafrika, hvor der blev fisket, indsamlet skaldyr og jaget vilde okser og antiloper. Et af de tidligste fund af Homo sapiens, der overhovedet kendes, stammer herfra. I løbet af mellem palæolitikum udviklede der sig markant forskellige redskabskulturer. Der var ikke nogen énstrenget udvikling, der gør det muligt at definere en tydelig overgang fra mellemste til yngre palæolitikum i Afrika. Spidser fremstillet i mikroflække-teknik, mikrolitter, der kendes fra Europa i mesolitikum efter 9500 f.Kr., optræder i Afrika tidligere end i andre verdensdele. Ved Klasiesflodens munding og i Border Cave i Sydafrika er mikrolitter fundet i lag, som er mindst 38.000 år gamle. Andre steder fortsatte den ældre tradition for fremstilling af redskaber, fx i Apollo 11-hulen i Namibia, hvor man også finder den ældste klippekunst i Afrika med en alder af ca. 27.500 år.

Efter en periode med tørt klima befolkedes Sahara igen for ca. 100.000 år siden af en befolkning, der anvendte redskaber af moustérientypen. Efterhånden skabtes en særlig redskabstradition: Atérien, der især var karakteriseret af slanke, fint tilhuggede spidser med skafttunge.

Indtil for ca. 44.000 år siden kunne man i det sydvestlige Egypten jage gazeller på savannen. Men under den strengeste periode af sidste istid, for mellem 38.000 og 13.000 år siden, udtørredes Sahara igen, og gletsjerisen dækkede de højeste af Atlasbjergene.

I Østsahara forekom 19.000-16.000 år tilbage forskellige tilløb til indsamling af vilde græsser og korn samt selektiv jagt og måske begyndende tæmning af dyr. De ældste kværnsten er ca. 16.000 år gamle. Indsamling af vild byg kan have fundet sted for ca. 12.000 år siden, men det førte ikke på det tidspunkt, som i Vestasien, til udvikling af fastboende agerbrugssamfund. Derimod ser man efter ca. 9500 f.v.t. bosættelser både langs Nilen, ved Turkanasøen i Østafrika og langs floderne i Sahara, hvor det dominerende erhverv var fiskeri og jagt. Det fugtige klima i begyndelsen af den nuværende varmetid kan have skabt en rigdom på naturresurser, der gjorde det muligt at leve som fastboende jægere, fiskere og samlere. Keramikfremstilling begyndte i Sahara 7500-6500 f.v.t. og ved Khartoum ca. 6000 f.v.t. I Egypten optræder keramik først ca. 4500 f.v.t.

Fra ca. 7000 f.v.t. opstod i Østsahara de første permanente agerbrugssamfund, hvis befolkning bl.a. ernærede sig af hirse, byg og dadler og holdt får og geder. Denne bondekultur menes at være opstået lokalt i modsætning til senere samfund i Nildalen, hvis kendskab til agerbrug og kvægavl muligvis stammer fra Vestasien. I det centrale Sahara findes vidnesbyrd om kvægdrift fra ca. 5000 f.v.t. Afbildninger af kvæg tillige med jagtscener er fastholdt i talrige klippemalerier.

I tiden 5000-3000 f.v.t. opstod der agerbrugskulturer i Vestafrika, hvor man mener, at dyrkning af afrikansk ris og yamsrod kan have taget sin begyndelse. Vedvarende beboelse førte i det nordøstlige Nigeria, Tchad og Cameroun til dannelsen af byhøje.

I Østafrika har en fastboende befolkning af kvægavlere eksisteret fra ca. 3000 f.v.t. og indtil for mindre end 1000 år siden. Udtørring — som stadig finder sted — tvang herefter befolkningen til at leve som nomader.

Langs den nedre Nil fandtes fra ca. 5000 f.v.t. en befolkning, der dyrkede hvede, byg og hør, og som holdt kvæg, får, geder og æsler. I al-Fayyum og i Nildeltaet er der fundet bopladser med små ovale huse. I løbet af den prædynastiske tid i Egypten, indtil ca. 3100 f.v.t., udvikledes centre langs Nilen med stigende erhvervsspecialisering og social opdeling, hvilket dannede grundlaget for den egyptiske civilisations opståen.

Velorganiserede bondesamfund fandtes fra ca. 4000 f.v.t. langs den øvre Nil i Sudan, fx ved Kadero, hvor det beboede areal omfattede fire ha. Fund fra nubiske gravpladser fra samme tid vidner om velstand og forbindelse med de nordligere egne langs den nedre Nil, hvorfra genstande af flint og kobber hidrører. I sudansk Nubien skabtes ca. 1700 f.v.t. et betydningsfuldt center i Kerma, hvis herskere lod sig begrave i gigantiske gravhøje, indtil 80 m i diameter.

• romerne i Nordafrika
• Afrikas historie