Afrika - teater, I århundreder har teater i Afrika syd for Sahara fungeret som led i underholdning, uddannelse og religiøse ritualer. I de religiøse festoptog anvendes teatret til at fremstille historiske og/eller symbolske begivenheder som rituelle højdepunkter med præsterne som agerende.

Underholdning var det primære formål med det professionelle teater, som blev udviklet ved de traditionelle afrikanske hoffer, fx i Nigeria og Etiopien. Herfra udvikledes siden omrejsende trupper, som spillede teater for folket. Dette professionelle folketeater, som spilles mange steder i Afrika, fx apidan eller alarinjo i Nigeria, koteba i Mali og njau i Zambia, er opbygget af flere korte, skiftevis komiske, satiriske og seriøse spil, hvis dialog improviseres omkring en synopsis, og som har mange indslag af mime, musik og dans. Da forestillingerne finder sted på gader og pladser, anvendes ingen scenografi. Dragter, somme tider masker og få rekvisitter angiver skuespillerens karakter og stykkets handling. Man afgrænser sig ikke fra tilskuerne, men indbyder dem i stedet til at deltage i handlingen. Hver af dem betaler efter behag, men den største indtægt kommer fra den private vært, som har indbudt truppen.

Amatørteater har en vigtig social funktion i de fleste samfund, dels ved at skabe kulturel samhørighed omkring historie, etiske og æstestiske værdier, dels som samfundskritik eller terapi. Gennem lang tid skabes en forestilling, hvor store dele af landsbyens eller storbyens befolkning deltager. Omkostningerne betales af de medvirkende og publikum.

Traditionelt afrikansk teater med både professionelle og amatører blev videreudviklet i mange lande i kolonitiden og senere. Professionelle, såkaldte travelling theatres af forskellig slags blev udviklet i Nigeria, Uganda og Malawi. I Elfenbenskysten blev historiefortælling kombineret med traditionelt teater til såkaldte griot-dramaer. Forskellige traditionelle teaterformer er blevet kombineret med vesterlandsk revy eller missionens skoleteater. I Ghana opstod concert parties og trios. I Nigeria har Hubert Ogundes yoruba opera ført til sofistikeret og omfattende musikteater. Teatertrupperne er sjældent stationære, men må opsøge deres publikum ved at turnere rundt i landet, hvor de benytter skoler og kommunale bygninger til deres optræden. Alle disse teaterformer har både en underholdende og belærende funktion og ikke sjældent politiske undertoner, enten som propaganda fra magthaverne eller som folkelig opposition mod dem. I det sidste tilfælde får teatret ofte hele sin økonomiske støtte fra de brede befolkningslag både i by og på land. Der anvendes lokale sprog, og der er rige indslag af musik og dans. Flere af disse populære teaterformer har tidligt fået udtryksmuligheder i radio og tv i adskillige lande.

Kolonimagterne opfattede længe de lokale teatertraditioner som hedenske og undertrykte dem. Efterligning af europæisk dramatik og brug af kolonisprog blev opmuntret. Frankrig støttede således kun fransk æstetik og fransksproget litteratur, hvilket resulterede i et teater for en lille elite. Eftersom England i sine kolonier støttede en selvstændig litteratur på lokale sprog, udviklede disse lande hurtigere et eget teatervæsen. I Østafrika har hårde koloniale betingelser og den politiske udvikling været med til at hæmme teatrets udvikling. I de marxistisk styrede lande anvendes teatret til at vække folkets politiske bevidsthed efter model fra sovjetisk agitprop. For den sorte befolkning i Sydafrika har forholdene vanskeliggjort enhver form for teatervæsen indtil midten af 1980'erne.

På kolonimagtens efterladte teatre og andre statsunderstøttede institutioner kan en elite nu se stykker skabt af dramatikere, som ofte også er instruktører og skuespillere, i såvel vesterlandsk som afrikansk stil. Nogle af disse opsætninger resulterer senere i trykte dramaer. Det traditionelle teater og andre mundtlige udtryksformer har fra 1980'erne inspireret det moderne teater på vesterlandske sprog, fx i Cameroun.

Læs mere om Afrika.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig