Afghanistan - historie, Afghanistan har i århundreder været korsvej for en række kulturer. Landet var en del af det persiske Achaimenideimperium i 500-t. f.Kr., blev i 300-t. f.Kr. erobret af Alexander den Store og blev i 100-t. f.Kr. del af Kushanimperiet, hvis buddhistiske arv genfindes i en række arkæologiske udgravninger i landet.
I slutningen af 600-t. e.Kr. blev Afghanistan erobret af muslimerne og kom som vasalstat under det islamisk-arabiske kalifat. Fra 900-t. afløste små uafhængige iransk-afghanske fyrstendømmer hinanden. I perioden 977-1186 var området en del af Ghaznavideimperiet, og Mahmud af Ghazna, som besteg tronen i 998, underlagde sig Punjab og ledede togter mod Indien. I 1150 blev Mahmuds efterkommere fordrevet af ghoriderne, og i 1175 invaderede Muhammad Ghor Indien.
I 1219 erobrede Djengis Khan og mongolerne Afghanistan. Med Djengis Khans død 1227 opløstes imperiet i lokale fyrstedømmer indtil slutningen af 1400-t., hvor den turko-mongolske Timur Lenk erobrede store dele af landet. Under timuriderne (1404-1507) blomstrede lærdom, kunst og arkitektur, hvilket den daværende hovedstad Herat og andre byer stadig er præget af.
Det iranske Safavideimperium (se safaviderne) og det indiske Mogulimperium (se Mogulriget) konkurrerede om kontrol med Afghanistan i perioden ca. 1500-1747. Med disse imperiers sammenbrud skabtes et magttomrum, som muliggjorde, at en selvstændig stat kunne etableres.
I 1747 oprettedes Afghanistan som stammekonføderation ledet af Ahmad Khan fra den pashtunske stamme Abdali. Under navnet Ahmad Shah Durrani konsoliderede han sin kontrol over landet og samlede Afghanistan til ét rige, der strakte sig fra det østlige Iran til det nordlige Indien.
Efter Ahmad Shahs død 1773 opløstes Durraniimperiet som følge af tronfølgestridigheder, og Afghanistans geografiske placering som stødpudestat mellem Rusland og Britisk Indien bidrog til at øge den politiske ustabilitet. Britiske koloniale bestræbelser på at kontrollere området og modvirke russisk indflydelse resulterede i tre anglo-afghanske krige (1839-42, 1878-80, 1919). Afghanistan forblev en formelt uafhængig stat, om end landets udenrigspolitik 1879-1919 var underlagt britisk kontrol.
Under emir Abdur Rahman (1880-1901) opbyggedes Afghanistan som centraliseret og moderne stat, og statsmagten blev styrket i forhold til de traditionelle magtgrupper i landet, stammelederne og de religiøse ledere. Samtidig gennemførtes en intern kolonisering, hvor hidtil uafhængige områder i Centralafghanistan (Hazarajat) og Nordøstafghanistan (Nuristan) blev erobret og underlagt centralstaten.
Introduktion af europæisk teknologi, der var påbegyndt under Abdur Rahman, fortsatte under hans søn emir Habibullah Khan (1901-19). Vestlige og islamisk modernistiske idéer bredte sig ved hoffet, formidlet især af Afghanistans første avis, Seraj ul-Akhbar (Nyhedernes Fakkel). I 1919 blev Habibullah Khan myrdet og efterfulgt af sin søn, den reformivrige kong Amanullah (1919-29). Han ønskede at omdanne landet til en moderne nationalstat efter europæisk (og tyrkisk) forbillede. En omfattende reformpolitik blev iværksat. Den indebar formuleringen af Afghanistans første forfatning (1923), udbygning af uddannelsessystemet og en begyndende kvindefrigørelse. Mange traditionelle privilegier blev beskåret, og stammeledere og religiøse ledere erklærede reformpolitikken for at være i modstrid med islam og et forsøg på at verdsliggøre samfund og stat. I 1928 udbrød der borgerkrig, og i 1929 måtte Amanullah søge eksil i Italien.
Efter en kort periode, hvor tadsjikrebellen Bachao Saqqao regerede under navnet Habibullah 2., erobrede Nadir Shah, en slægtning til Amanullah, magten, godt hjulpet af landets førende religiøse familie, Mujaddidi af Shor Bazar.
En ny forfatning i 1931 konsoliderede de traditionelle magtgruppers interesser. Nadir Shah blev myrdet i 1933 og efterfulgt som konge af sin søn Zahir Shah (1933-73). Dette indledte en periode med relativ stabilitet, hvori Zahir Shah mest var konge af navn, mens hans tre onkler på skift regerede som premierministre. En betydelig økonomisk udvikling fandt sted med udbygning af infrastruktur, begyndende industrialisering og med modernisering af uddannelsessystemet, samtidig med at Afghanistan opretholdt sin traditionelle neutralitet. Oprettelsen af staten Pakistan i 1947 førte til spændinger mellem de to lande med hensyn til grænseområdernes tilhørsforhold — disse bebos af Afghanistans etniske majoritet (pashtuner).
Den demokratiske forfatning af 1964 imødekom med indførelse af parlamentarisme og almindelig valgret den nye middelklasses krav om politisk indflydelse, og monarkens rolle reduceredes betydeligt. Frie valg afholdtes i 1965 og 1969, men det demokratiske eksperiment led under politisk ustabilitet, hvorunder både radikale venstregrupper og radikale islamiske grupper agiterede mod den herskende sociale orden.
Den liberale periode blev bragt til ende med et statskup i 1973, hvorefter Zahir Shah gik i eksil i Italien, og hans fætter og svoger, den tidligere premierminister Daud Khan, tog magten og afskaffede monarkiet. Præsident Daud Khans kup blev støttet af dele af venstrefløjen; den blev senere udrenset, og den religiøse opposition blev undertrykt. Alle banker nationaliseredes i 1975, og en omfattende jordreform blev proklameret uden dog at få større praktisk betydning. Oprørsforsøg, ledet af radikale islamiske grupper, slog fejl i 1975 pga. manglende folkelig opbakning. I 1977 vedtoges en ny forfatning, men allerede i april 1978 gennemførte det folkedemokratiske parti (PDPA) et statskup, hvorunder præsident Daud Khan blev dræbt, og Muhammad Taraki kom til magten.
Det nye styre proklamerede vidtrækkende reformer, bl.a. en radikal jordreform, afvikling af pantsætning og afskaffelse af brudepris. I løbet af 1978 og 1979 voksede den folkelige modstand mod PDPA-styret og truede dets eksistens. PDPA var splittet af interne stridigheder mellem fraktionerne Parcham 'Flag' og Khalq 'Folk'; disse udsprang af personlige og til dels etniske modsætningsforhold og kun i mindre grad af ideologiske forskelle. De interne magtkampe førte til, at Muhammad Taraki blev afsat og senere myrdet i 1979, Hafizullah Amin (Khalq) blev præsident, og PDPA's Parchamfløj blev udrenset. Endnu et internt kup fulgte i december 1979, hvor Parcham rehabiliteredes og Babrak Karmal (Parcham) overtog magten i forbindelse med en sovjetisk invasion, som skulle konsolidere styret. Hafizullah Amin blev dræbt.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.