Afghanistan - historie

I 1981 blev den strategisk vigtige Wakhankorridor i Pamirbjergene i NØ-Afghanistan sat under direkte kontrol fra det sovjetiske militære hovedkvarter i Tasjkent, og hovedparten af indbyggerne, fortrinsvis etniske kirgisere, flygtede til Pakistan. Ved grænsedragningen i 1873 og 1895-96 var Wakhan blevet tildelt Afghanistan som politisk stødpude mellem Russisk Turkestan, Britisk Indien og Kina. Sovjetunionen og Afghanistan bekræftede grænsedragningen ved en aftale i 1981, hvorover Kina protesterede, da den sovjetisk-kinesiske grænsedragning i området var genstand for stridigheder. Wakhan var i 1980'erne en vigtig rute for indsmugling af våben til landet.

Modstandskampen mod PDPA-styret blev fra 1979 defineret i religiøse termer som jihad 'hellig krig'. Den blev ledet af en række konkurrerende eksilpartier i Pakistan og Iran samt af den interne modstand, anført af lokale kommandanter og stammeledere. I takt med den skærpede modstand mod de sovjetiske invasionsstyrker søgte mere end fem mio. flygtninge tilflugt i nabolandene Pakistan og Iran.

I erkendelse af den folkelige modstands styrke udskiftedes præsident Babrak Karmal i 1986 med Najibullah, hvorpå der fulgte en række forgæves forsøg på at styrke styrets magtbasis. De sovjetiske styrker blev trukket ud i februar 1989, og i april 1992 trådte præsident Najibullah tilbage. Magten blev overtaget af de Pakistanbaserede sunniislamiske og de Iranbaserede shiaislamiske eksilpartier i alliance med interne modstandsgrupper, lokale militser og dele af de væbnede styrker. Interne magtkampe fortsatte — specielt blandt de førende islamiske partier, ledet af Gulbuddin Hekmatyar og Burhanuddin Rabbani.

Ved præsident Najibullahs frivillige tilbagetræden i 1992 dannedes et skrøbeligt kompromis mellem de syv Peshawarbaserede mujahedinpartier og et antal kommandanter. Den tidligere forfatning blev sat ud af kraft, og Afghanistan blev erklæret for en islamisk stat. Koalitionen var ikke i stand til at etablere fred eller til at organisere overgangen til en repræsentativ styreform. Interne magtkampe opstod, og en endeløs række af alliancer, aftalebrud og væbnede kampe mellem de forskellige militære grupperinger fulgte. De forskellige større mujahedinpartier havde hver sit geografiske område og forskellig etnisk sammensætning, men med PDPAs fald indledtes en kamp om Kabul, som varede indtil Talebans erobring af byen i 1996.

Perioden 1992-96 var præget af anarki og administrativt sammenbrud, fysisk ødelæggelse af ¹/₃ af Kabul samt tusindvis af civile dræbte og hundredtusinder af interne flygtninge. Præsident Rabbani anerkendtes dog fortsat af udlandet som afghansk præsident, om end han kontrollerede en stadig mindre del af landet.

Befolkningens desillusion med mujahedinlederne skabte baggrunden for den religiøse studentermilits Taleban. Bevægelsen opstod blandt afghanske flygtninge i Pakistan; i Afghanistan fik bevægelsen i første omgang støtte i de sydlige pashtundominerede landområder. Talebans succes fik siden mange mujahedinkæmpere til at skifte side, om end pashtunerne forblev den dominerende etniske gruppe. Deres rækker blev også suppleret med tusindvis af frivillige fra religiøse skoler i Pakistan og andre muslimske lande. Taleban trådte frem i september 1994; det erklærede mål var at mobilisere folkelig støtte for at bringe borgerkrigen til ophør. I november annoncerede bevægelsen, at den havde til hensigt at erobre hele Afghanistan og opfordrede alle mujahedingrupper til at overgive sig eller tage konsekvenserne. Kampagnen kulminerede i september 1996 med Talebans indtagelse af Kabul.

I 1997 forsøgte Taleban at erobre Nordafghanistan, som hidtil havde været kontrolleret af etnisk usbekiske og i de østlige dele tadsjikiske mujahedingrupper under Rashid Dostum, Rabbani og Ahmad Shah Masud. Efter flere forsøg erobrede Taleban endelig Nord- og Centralafghanistan i efteråret 1998. Den eneste af de tidligere mujahedinkommandanter, som nu holdt stand mod Taleban, var Masud, som kæmpede fra sine enklaver, bl.a. i Panjshir.

Taleban var i 1994 blevet hilst velkommen af befolkningen, fordi de garanterede fred og fysisk sikkerhed. Men med erobringen af de store byer som Herat, Kabul og Mazar-i Sharif skabte Talebans ekstreme kvinde- og uddannelsespolitik og religiøse ensretning både øget lokal uvilje og voldsom international kritik. Specielt "islamiseringsbestræbelserne" i de store byer tiltrak sig megen opmærksomhed: Kvinder formentes ret til arbejde uden for hjemmet, pigeskoler lukkedes, og kvinder skulle være totalt tilslørede og måtte ikke færdes offentligt uden nærtbeslægtet mandlig eskorte. Mænd fik forbud mod at trimme deres skæg og at have vestlige frisurer.

Islams generelle billedforbud håndhævedes strengt. I marts 2001 sprængte regimet med henvisning til islam de to kolossale Buddhastatuer i Bamiyandalen i luften. Det affødte voldsomme internationale protester og isolerede Taleban yderligere. I maj 2001 beordrede Taleban landets religiøse minoriteter til at bære synlig identifikationsmærker, angiveligt for deres egen beskyttelse. Også bevægelsens behandling at etniske mindretal var brutal, og både i Nord- og Centralafghanistan gennemførte Taleban massakrer på civilbefolkningen. Specielt de shiitiske hazaraer, som udgør en etnisk og religiøs minoritet i det centrale Afghanistan, var udsat for overgreb

Taleban nød fra begyndelsen betydelig støtte fra Pakistan. Indledningsvis var såvel USA som Saudi-Arabien positivt stemt over for Taleban, og i 1997 anerkendte Pakistan og Saudi-Arabien styret, mens de fleste andre lande fortsat anerkendte Rabbani som præsident.

Siden den sovjetiske besættelse havde Afghanistan tiltrukket mange frivillige, som kæmpede på mujahedins side i krigen, specielt radikale islamister fra Pakistan og den arabiske verden, heriblandt også den saudiarabiske dissident Osama bin Laden. USA's mistanke om, at bin Ladens organisation, al-Qaeda, stod bag adskillige terroraktioner mod amerikanske mål, førte i august 1998 til amerikanske bombninger af formodede al-Qaeda-baser i Afghanistan og efterfølgende til meget vidtgående internationale sanktioner. Disse blev yderligere skærpet i slutningen af 2000 samtidig med, at en hungerkatastrofe truede landet som følge af tre års tørke.

I januar 2001 fordømte FN's Sikkerhedsråd Talebanstyret som center for international terrorisme og forlangte bin Laden udleveret. Den internationale isolering af styret bidrog tilsyneladende ikke til en svækkelse af regimet, men til en fortsat radikalisering, og styrets militære afhængighed af al-Qaeda øgedes.

9.9.2001 lykkedes det for medlemmer af al-Qaeda at dræbe Masud ved et attentat. Med angrebene på World Trade Center og Pentagon 11.9.2001 (se 11. september), som al-Qaeda-netværket holdes ansvarlig for, øgedes presset på Taleban for at udlevere Osama bin Laden til retsforfølgelse, men uden resultat. Herefter indledte USA og Storbritannien en bombekampagne mod Afghanistan for at knække Talebanstyret og ødelægge al-Qaeda. Samtidig kanaliseredes omfattende militær støtte til Den Nordlige Alliance. I november erobredes Mazar-i Sharif af Den Nordlige Alliance, og 7/12 opgav Taleban endeligt deres sidste bastion, Kandahar.

Ved et møde i Bonn i december 2001 enedes anti-Taleban-koalitionen bestående af et udsnit af afghanske grupper fra ind- og udland om at udpege en midlertidig regering med Hamid Karzai som formand. Den byggede på en kompliceret magtdeling blandt de forskellige politiske og etniske grupperinger. Den Nordlige Alliance var koalitionens dominerende medlem, men blandt de 30 medlemmer var også hazaragrupper, pashtuner fra de østlige områder, royalister i eksil og i alt to kvinder. Den midlertidige regering overtog magten 22.12.2001 i forbindelse med præsident Burhanuddin Rabbanis tilbagetræden.

Efter december 2001 har der fundet en omfattende repatriering sted af flygtninge både fra nabolandene Iran og Pakistan samt fra Vesten. Det internationale samfund lovede Afghanistan omfattende bistand til brug for genopbygningen af landet. Samtidig var specialtropper fra en række lande, bl.a. USA, Canada, Storbritannien og også Danmark, fortsat engageret i kampagner mod Taleban og al-Qaeda i Afghanistan. I august 2003 overtog NATO kommandoen og koordineringen af de fredsbevarende styrker. I første omgang opererede alliancen kun i Kabul-området, men udstrakte siden sin mission til hele Afghanistan.

I januar 2004 vedtoges en ny grundlov, og Hamid Karzai blev genvalgt som præsident med 55,4% af stemmerne ved præsidentvalget i oktober 2004, der havde en valgdeltagelse på 70%, heraf 41% kvinder. I september 2005 afholdtes det første frie parlamentsvalg siden 1969, som valgte 249 repræsentanter til både det nationale parlament (heraf 27% kvinder) og til de 34 provinsråd (28% kvinder indvalgt). Valgdeltagelsen var kun 50%, men kvindernes deltagelse i valget var steget til 43% af afgivne stemmer.

Det lykkedes imidlertid Taleban at omgruppere og rekruttere nye medlemmer, og fra midten af 2006 kom det til hårde kampe i den sydlige del af landet, bl.a. Helmandprovinsen, mellem NATO-styrker og Taleban. Mange steder forsinkede eller forhindrede kampene landets genopbygning. I løbet af 2007 og 2008 forværredes sikkerhedssituationen yderligere i landet. Store dele af Sydafghanistan blev reelt kontrolleret af Taleban, regeringen blev i stigende grad beskyldt for uduelighed og korruption, og der blev rejst tvivl om hvorvidt det overhovedet var muligt for NATO-styrkerne at sejre militært i landet.

I 2012 enedes den internationale styrke og den afghanske regering om, at alle egentlige kampopgaver fra midten af 2013 skulle overlades til den afghanske hær, og de omkring 130.000 udenlandske soldater skal have forladt landet med udgangen af 2014. Der blev taget forsigtige skridt mod en fredsaftale med Taleban, da militsen indvilligede i forhandlinger og åbnede et kontor i Dubai, som skulle repræsentere den.

Som aftalt overtog den afghanske hær alle kampopgaver fra NATO-styrkerne i 2013 - dermed blev også de danske soldater trukket ud af de usikre zoner i landet - og efterfølgende forhandlinger mellem den afghanske regering og USA skal åbne for en fremtidig ordning i landet.

Ved præsidentvalget i 2009 genvalgtes Hamid Kazai for en ny femårsperiode. Præsidentvalget i foråret 2014 havde to spidskandidater, den tidligere finansminister (2002-04) Ashraf Ghani og den tidligere udenrigsminister (2001-05) Abdullah Abdullah (f. 1960). Ingen af dem opnåede de krævede 50% af de afgivne stemmer ved valget i april, og efter anden valgrunde i juni, hvor Ghani ifølge den officielle optælling vandt valget, opstod der beskyldninger om manipulation med stemmerne. Resultatet blev først afgjort i september 2014, da Ashraf Ghani blev udnævnt til præsident, mens Abdullah Abdullah fik en nyoprettet post med beføjelser som en premierminister.

Læs mere om Afghanistan generelt.