Affonso d'Albuquerque, 1453-1515, portugisisk statsmand og opdagelsesrejsende. D'Albuquerque deltog i Portugals maritime ekspansion øst om Kap det Gode Håb i begyndelsen af 1500-t. I 1503 kom han til Ostindien og blev guvernør der i 1509. Han erobrede den vigtige besiddelse Goa i 1510 og 1511 Malacca. I 1513 trængte han som den første europæer ind i Det Røde Hav sydfra og plyndrede arabiske byer. Mistanken om, at han gennem sin magt ville gøre sig uafhængig af moderlandet, fik den portugisiske konge til at afsætte ham i 1515. Han døde kort tid efter og er begravet i Goa.