Afar, vulkansk område, der strækker sig fra dele af Eritrea samt dele af Tigre- og Wollo-provinserne i det østlige Etiopien og ind i Somalia. Området udgør fortsættelsen af riftzonen i Det Røde Hav mod syd til Lake Abbe, hvorfra en anden rift løber mod øst, ud gennem Tadjoura Golfen til Carlsbergryggen i Indiske Ocean. Mod SV fortsætter Afar ind i Rift Valley. Afar afgrænses i vest mod det 2500 m høje Etiopiske Højland ved en 30-50 km bred forkastningszone med skråtstillede forkastningsblokke, der i trappetrin hælder mod højlandet. Mod øst afgrænses området af en 10 km bred forkastningszone mod det prækambriske grundfjeld, Danakilblokken, der er drejet 18° mod uret, hvorved områdets trekantede form fremkommer. Længst mod nord ligger området ca. 120 m under havniveau og danner et inddampningsbassin med 3400 m tykke saltbjergarter, bl.a. økonomisk udnyttelige kalisalte.
Det sydlige Afar ligger i ca. 500 m højde og har rhyolitiske pimpstenholdige vulkaner, der er dannet af opsmeltede dele af kontinentskorpen. Centralt i Afar ligger en kæde af aktive, basaltiske skjoldvulkaner, der repræsenterer den aktive pladetektoniske spredningszone. Desuden findes talrige trachytiske vulkaner og askevulkaner. Vulkanismen ledsages af fumaroler og varme kilder, der forsyner saltsøen Lake Guilietti med mineralholdigt vand. Hele Afar er gennemsat af tætliggende aktive forkastninger parallelt med retningerne i rifterne, og området er udsat for hyppige jordskælv. Afar har været under dannelse siden slutningen af Tertiær (Pliocæn), og området har et kolossalt potentiale for udnyttelse af geotermisk energi, men ingen projekter er hidtil gennemført.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.