Aerobee, amerikansk forskningsraket til udforskning af den øvre atmosfære. Afløste i 1947 de resterende tyske V2-raketter og benyttede ligesom disse flydende brændstof, nu bestående af salpetersyre og en blanding af anilin og furfurylalkohol. Aerobee opsendtes især i New Mexico. Med hjælperaket var startvægten for den største model 950 kg, og 68 kg nyttelast kunne transporteres til en højde på 270 km. Aerobee blev senere afløst af raketter med fast brændstof.