Faktaboks

Adrien Marie Legendre
Født
18. september 1752
Død
9. januar 1833

Adrien Marie Legendre var en fransk matematiker, lærer ved École militaire 1775-80 og medlem af Académie des sciences i Paris i 1783. Legendre deltog i forskellige geodætiske opmålinger, ledede de teoretiske beregninger i forbindelse med revolutionstidens nye trigonometriske tabeller baseret på nygrader og udgav en indflydelsesrig geometribog, der bl.a. indeholdt (forkerte) beviser for parallelaksiomet.

Hans væsentligste bidrag til matematikken faldt inden for variationsregning, celest mekanik, især om planeternes form og tiltrækning (hvortil han anvendte Legendre-polynomier), talteori, hvor han viste Fermats store sætning for eksponenten 5, og elliptiske integraler, hvor han beredte vejen for Abels og Jacobis teorier (se elliptisk funktion).

Legendres opdagelse af mindste kvadraters metode og den kvadratiske reciprocitetssætning bragte ham i prioritetsstridighed med Gauss.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig