Adam Fischer - dirigent

Faktaboks

Adam Fischer
født:
9. september 1949

Adam Fischer, f. 9.9.1949, ungarsk dirigent. Adam Fischer voksede op i en musikalsk familie, hvor også broderen Ivan Fischer (f. 1951) er blevet dirigent på internationalt niveau.

Adam Fischer tiltrådte i 1999 som chefdirigent for DR RadioUnderholdningsOrkestret (Danmarks Underholdningsorkester) med det erklærede mål at pleje det wienerklassiske repertoire i form af koncerter og indspilninger med musik af Wolfgang Amadeus Mozart, bl.a. alle hans ungdomsoperaer.

Fischer fik yderligere fart i karrieren, da han i 2001 erstattede den pludseligt afdøde Giuseppe Sinopoli i Nibelungens ring ved Wagner-festspillene i Bayreuth. Han har indspillet alle Joseph Haydns mere end 100 symfonier med sit eget østrig-ungarske Haydn-orkester.

2014 tildeltes DR UnderholdningsOrkestret prisen International Classical Music Awards — Best Collection 2015 for orkestrets indspilning af samtlige Mozart-symfonier 2007-13, under ledelse af Adam Fischer; 12 cd'er udgivet samlet under titlen W.A. Mozart 45 Symphonies (2013).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig