Accra

Accra, hovedstad og største by i Ghana, Vestafrika; 2,29 mio. indb. (2013). Byen ligger i et fladt kystområde ved Guineabugten, hvor klimaet er forholdsvis tørt. Europæiske handelskompagnier byggede allerede i 1600-t. forter her, bl.a. det danske Christiansborg, opført af Vestindisk-guineisk Kompagni.

Accra er Ghanas økonomiske centrum og en internationalt orienteret handelsby, men den mangler et egentligt citykvarter. Forbrugsvarer købes på markedspladser, der ligger spredt i boligkvartererne, og handelen varetages overvejende af kvinder.

Bosætningsmønsteret, der tidligere fulgte etniske skillelinjer, er i opbrud og følger i højere grad en social deling. De fattigste kvarterer ligger i midten af byen, og nye forstæder skyder op med stor hastighed 20-25 km fra byen, med store trafikproblemer til følge. Den voldsomme tilflytning fra landområderne har desuden skabt store sociale problemer, og i 2001 opstod der i en længere periode vandmangel.

Uden for byen ligger universitetsområdet Legon og 30 km mod øst industriområdet omkring den moderne havneby Tema.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig