Absalon Pederssøn Beyer, 1528-1575, norsk historiker og teolog. Beyer gik i skole i Bergen, hvor han fandt støtte til sin uddannelse hos Gjeble Pederssøn, der var byens første lutherske biskop. Han bekostede Beyers studier i København og Wittenberg. Beyer blev magister fra Københavns Universitet 1551, teologisk lektor i Bergen 1553, notar ved domkapitlet 1560 og slotspræst på Bergenhus 1566. I anden halvdel af 1500-t. var Beyer den centrale skikkelse i det humanistiske miljø i Bergen og forfatter til tidens vigtigste historisk-topografiske skrift Om Norgis Rige (1567, trykt i 1781). Det bæres af nationalfølelse, tilsat en mild vrede mod Danmark, der 1536 havde gjort Norge til en del af Danmark. Hans dagbogsoptegnelser fra 1552-72 (udg. 1963 af T. Knudsen) er en hovedkilde til Bergens kulturhistorie i denne periode. Hans enke, Anne Pedersdatter, blev brændt for trolddom 1590.
Absalon Pederssøn Beyer
Faktaboks
Absalon Pederssøn Beyer
- Født
- 1528
- Død
- 1575
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.