Abomey er en by i det sydlige Benin i Vestafrika; 90.200 indb. (2012). Abomey er handelsby og center i departementet Zou. Den ligger i et tætbefolket landbrugsområde med småbrug; byens industri forarbejder produkter herfra, fx presning af planteolie og rensning af bomuld.

Byen blev antagelig grundlagt i begyndelsen af 1600-t. og blev midt i samme århundrede hovedstad i kongeriget Abomey, der kom til at udgøre kernen i kongeriget Dahomey, som i 1700- og 1800-tallet var det vigtigste rige på Slavekysten. I 1892 blev byen erobret af franske tropper under deres indtagelse af Dahomey, som herefter indgik i et fransk protektorat, senere fransk koloni, under navnet Dahomey. I Abomey findes stadig det kongelige paladsområde og kongegrave bevaret fra tiden før franskmændenes komme. Paladserne er optaget på UNESCO's Verdensarvsliste.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig