Abilene var omkring vor tidsregnings begyndelse navnet på et landområde omkring byen Abila, ca. 30 km nordvest for Damaskus i det nuværende Syrien.

Lukasevangeliet 3,1 oplyser, at det omkring tidspunktet for Johannes Døberens fremtræden blev regeret af en landsfyrste ved navn Lysanias. Fra den jødiske historiker Josefus ved vi, at kejser Augustus i 20 f.Kr. gav området til Herodes den Store, og at kejser Caligula i 37 e.Kr. gav det til Herodes' barnebarn Agrippa 1. i forbindelse med, at han gjorde ham til konge.

Efter Agrippas død i 40 e.Kr. blev Abilene styret af romerske prokuratorer, indtil kejser Claudius i 53 e.Kr. gav det til Agrippa 2. Efter dennes død omkring 100 e.Kr. blev Abilene en del af provinsen Syria. Selv om området altså i perioder blev regeret af jødiske konger, var dets befolkning ikkejødisk.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig