Faktaboks

Aase Seidler Gernes

Aase Seidler

Født
26. juli 1927, Frederiksberg
Død
8. august 2018, København
Virkested
Danmark
Aase Seidler Gernes
Aase Seidler Gernes fotograferet i 2017.
Aase Seidler Gernes
Af /Politiken/Ritzau Scanpix.

Aase Seidler Gernes var en dansk tekstildesigner og billedkunstner. Hun arbejdede sammen med sin mand Paul Gernes og fik først i de senere år af sit liv selvstændig anerkendelse.

Karriere

Aase Seidler Gernes var aktiv fra 1940’erne, men en stor del af hendes karriere, særligt fra 1960’erne, foregik anonymt. Dette skyldes, at hun havde et tæt samarbejde med sin mand, som førte til, at de sammen fremstillede tekstiler og malerier, som imidlertid oftest kun fremstod i Paul Gernes navn. Dette gjorde sig blandt andet gældende ved udsmykningen af Herlev sygehus, hvor hun overførte sin viden om stoftryk til arkitektur og udsmykning af rum.

Gennem 1950’erne solgte Aase Seidler Gernes sine stoftryk på udstillingsstedet Den Permanente og til private kunder. Dette indebar blandt andet salg af anorakker, duge og puder.

I 1955 underviste hun i stoftryk på en aftenskole i Bistrup. Her kunne man lære at arbejde med farver, trykning og fremkaldelse.

Arbejder

Aases Seider Gernes tøj differentierede sig igennem klarhed og enkelhed. Hendes design af tøj og tekstiler blev betegnet som kunsthåndværkertøj.

Aase Seidler Gernes beskæftigede sig mest med billedkunst i sine senere leveår, og udstillede især tegninger. Disse tegninger var oftest på A4-papir og var kendetegnet ved deres sprudlende og farverige mønstre.

Uddannelse og privatliv

Gernes tog en 4-årig uddannelse i stoftryk, hvor hun var i lære hos Jytte Lindhardt. Undervejs var hun elev på værkstedet I/S Nordisk Stoftrykkeri på Østerbro. Efterfølgende har Aase Seidler Gernes modtaget tegneundervisning på Frederiksbergs Tekniske Skole, hvor hun også mødte sin mand, maleren, grafikeren og billedhuggeren Paul Gernes. I 1948 blev Paul Gernes og Aase Seidler gift og sammen fik de fire børn, heriblandt forfatteren Ulrikka Gernes. I 2007 fik Aase Seidler Gernes en blodprop i hjernen, som gjorde hende ude af stand til at tale, og hun blev lam i højre side. Hun formåede dog at genvinde evnen til at tegne farverige mønstre hver dag.

Priser og anerkendelse

Fra 1961 deltog Aase Seidler Gernes i flere gruppeudstillinger, bl.a. i Finland. I 2015 blev Aase Seidler Gernes inviteret til at lave en udstilling i eget navn i Møstings hus på Frederiksberg. Siden da udstillede hun flere steder, blandt andet på Kunsthallen Charlottenborg.

Læs mere i Den Store Danske

Referencer

  • Gernes, U., Hobolth, N. & Willumsen, M. (red.) (2015). Aase Seidler Gernes. København: Alter ego.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig