Aarhus Universitetshospital

Aarhus Universitetshospital. Indgangen til Århus Kommunehospital. Bygningerne i baggrunden, opført 1943 af Kay Fisker og C.F. Møller, rummer sengeafdelinger i otte etager til bl.a. neuromedicinsk og neurokirurgisk afdeling, øjenafdeling samt øre-næse-halsafdeling. Fotografi fra 1997.

.

Aarhus Universitetshospital, dansk hospital, skabt ved en sammenlægning af Århus Universitetshospital, Århus Sygehus og Århus Universitetshospital, Skejby Sygehus i 2011. Aarhus Universitetshospital har ca. 1150 sengepladser og ca. 10.000 medarbejdere.

Aarhus Amtssygehus

Aarhus Amtssygehus kan føres tilbage til 1790 og var til 1882 fælles for byen og amtet. Det nuværende sygehus er opført 1932-35 efter tegninger af A. Høeg-Hansen (1877-1947) og H. Salling-Mortensen (1902-69) og var et banebrydende sygehusbyggeri med 316 senge. Med udvidelser efter 2. Verdenskrig er sygehuset blevet moderniseret med tilføjelse af nye afdelinger.

Aarhus Kommunehospital

Aarhus Kommunehospital blev til i slutningen af 1800-t., men det nuværende sygehus er helt overvejende opført og udvidet i flere etaper fra 1935 af arkitekterne Kay Fisker og C.F. Møller. Radiumstationen blev som privat institution opført sammen med sygehuset og indgik fra 1970 som en afdeling drevet af amtet. Specialafdelinger for neurologi og neurokirurgi kunne tages i brug i 1943 efter særlig aftale med staten. Ved oprettelsen af Det Medicinske Fakultet ved Aarhus Universitet kom sygehuset til at fungere som undervisningssygehus, og afdelinger for øjensygdomme, øre-, næse- og halssygdomme samt patologi blev oprettet for at imødekomme de nye krav.

Aarhus Amtssygehus og Aarhus Kommunehospital blev fusioneret i 2004 under navnet Aarhus Sygehus, fordelt på fem matrikler: Samsø Sygehus, Odder Sygehus, Marselisborg Hospital, Aarhus Kommunehospital og Aarhus Amtssygehus.

Skejby Sygehus

Skejby Sygehus, der er opført af C.F. Møllers tegnestue, blev taget i brug etapevis fra 1988. Sygehuset rummede specialer som hjerte- og karkirurgi, urinvejssygdomme, medicinske nyresygdomme med dialyseafsnit, børnesygdomme, gynækologi og fødsler samt højt specialiserede diagnostiske afdelinger.

Aarhus Universitetshospitals hjemmeside

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig