Aarhus – arkitektur og museer, Med Aarhus' vækst fra ca. 1830 begyndte også den arkitektoniske byudvikling og opførelsen af markante bygninger. Blandt de første var Gottlieb Bindesbølls Jydske Asyl (psykiatrisk hospital, Risskov) fra 1849-51 og det gamle rådhus fra 1857, opført af Ferdinand Thielemann (1803-63).
Hack Kampmann, bosat i Aarhus 1892-1908 som kgl. bygningsinspektør, opførte en række fornemme bygninger til dels i jugendstil: det tidligere Aarhus Toldkammer (1897), Aarhus Teater (1900), Marselisborg Slot (1902), hans egen villa "Kampen" (1902) og Statsbibliotekets første bygning (1902). Sammen med Charles Ambt (1847-1919) planlagde han 1898 byens udvikling, bl.a. Ringgaderne og den sydlige bydels brede gader og pladser.
Arkitekten Axel Høeg-Hansen (1877-1947) opførte Aarhus Kunstbygning 1917, Stadion 1920 og en række af de fornemme boligkvarterer i sydbyen, omkring Banegårdspladsen og i Park Allé i 1920'erne i en nyklassicistisk stil, som også præger Hovedbanegården, opført 1926-29 af Knud Tanggaard Seest (1879-1972). Fra 1930 prægedes byen af C.F. Møllers enkle murstensarkitektur, bl.a. i Kommunehospitalet og Aarhus Universitet (sammen med Kay Fisker og Povl Stegmann, 1932 ff.), Møllevangskirken (1959) og Ravnsbjergkirken (1976). Den internationale modernisme kom til Aarhus med boligbebyggelsen Klintegården af H.O. Christensen 1935 og med Rådhuset, opført 1938-42 af Arne Jacobsen og Erik Møller.
En række tegnestuer har præget udviklingen siden 1950'erne, bl.a. Friis & Moltke, først med en rå betonarkitektur som i boligbebyggelsen Vestervang (1967), Hotel Marselis (1967) og Scanticon (1969), senere i en lysere, mere elegant stil i Skjoldhøj Kirke (1984) og Skelager Kirke (1990). Tegnestuen Kjær & Richter opførte Danmarks Journalisthøjskole (1971-73) og Musikhuset Aarhus (1977-82) med haveanlæg af Sven Hansen. På Vestre Kirkegård har Henning Larsen opført kapelkrematoriet (1967), mens kirkearkitekturen i øvrigt er præget af Inger og Johannes Exner, bl.a. med Skæring Kirke (1994). Arkitektgruppen i Aarhus har især bygget boliger (Odinsgården, 1990), 3×Nielsen har opført en række nye kontorhuse, og tegnestuen Schmidt, Hammer & Lassen har opført bygninger for Aarhuus Stiftsbogtrykkerie 1995 og tegnet Aarhus Kunstmuseums nye bygning, ARoS (2004).
Blandt byens mange museer er Dansk Plakatmuseum (med ca. 100.000 plakater fra mere end 100 lande, den ældste fra 1885), Det Danske Brandværnsmuseum, Den Gamle By, Kvindemuseet i Danmark, Moesgaard Museum, Museet for Besættelsen i Aarhus 1940-45, Museet på Psykiatrisk Hospital, Risskov, Naturhistorisk Museum, Steno Museet, Vikingemuseet (med genstande fra en udgravning nær 1000-t.s byvold), Aarhus Bymuseum og ARoS Aarhus Kunstmuseum.
I Aarhus Universitets hovedbygning ligger Antikmuseet, grdl. 1949 som en studiesamling, siden vokset betydeligt og med sit nuværende navn siden 1986. Foruden arkæologiske fund og originale genstande, herunder landets næststørste samling af antikke mønter, rummer museet ca. 500 gipsafstøbninger af skulpturer fra den klassiske oldtid.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.