Aaby, tidligere Åby, vestlig bydel i Aarhus, 4 km fra centrum; 10.777 indb. i sognet (2012).

Faktaboks

Etymologi
Aaby kendes ca. 1210 som Aby, af å og -by.

Bydelen ligger på nordsiden af Aarhus Ådal og grænser op til naturområderne langs Aarhus Å. Nord for Aaby og ca. 60 m højere opstod bydelen Åbyhøj i 1870'erne og 1880'erne langs landevejen til Silkeborg. Det oprindelige Aaby benævnes ofte Gl. Aaby.

Ud over med boliger blev området specielt i 1960'erne udbygget med erhvervsvirksomheder der flyttede ud fra Aarhus Midtby, bl.a. Frichs Fabrikker. Gl. Aaby har bevaret sin landsbykarakter.

I Gl. Aaby Kirke findes Danmarks ældste krucifiks, Aabykrucifikset, i kopi. Originalen findes i Nationalmuseet. Den nuværende Gl. Aaby Kirke er bygget 1873 på tomten af den oprindelige romanske kirke. Aabyhøj Kirke er fra 1945.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig