Aabenraaresolutionen, resolution om de danske sønderjyders grænsepolitik efter Tysklands sammenbrud, vedtaget af Vælgerforeningen for Nordslesvig 17.11.1918. Vælgerne i Nordslesvig (nu Sønderjyllands Amt) skulle stemme som en helhed om forening med Danmark eller forbliven i Tyskland; tilstødende mellemslesvigske distrikter kunne efter ønske stemme kommunevis. Trods modstand fra Dannevirke- og Flensborgbevægelsen blev resolutionen retningsgivende for grænsedragningen.