ATS, Applications Technology Satellite, serie på seks satellitter, opsendt fra 1966-74 af NASA. Formålet var at registrere forholdene i den geostationære bane. Serien var forløber for de siden hen så talrige meteorologiske satellitter, hvoraf de første amerikanske opsendtes i 1974, den første europæiske i 1977. Seriens nummer to og fire mislykkedes, men de øvrige fire gav mange data fra dette område. ATS-1 sendte nogle af de første billeder af hele jordkloden og dens skysystemer. Især ATS-5 og -6 har haft stor betydning for den videnskabelige udforskning af rummet, idet de gav detaljerede oplysninger om det ydre strålingsbælte.