ASIC design

ASIC design, Application Specific Integrated Circuit, design af integrerede halvlederchips (ASICs) til at udføre bestemte elektroniske kredsløbsfunktioner. ASICs designes ofte i et samarbejde mellem brugeren, fx en elektronikfabrik, og halvlederfabrikanten. Designet tager udgangspunkt i en beskrivelse af kredsløbets funktioner. Denne omsættes til et elektronisk kredsløbsdiagram, som sammensættes af de komponenter og byggeblokke, som fabrikanten kan tilbyde. Endelig genereres på grundlag af diagrammet et chip-layout, som definerer komponenternes fysiske placering og forbindelserne imellem dem. Dette layout benyttes af fabrikanten til fremstilling af chips, som sættes i komponentpakningerne og leveres til brugeren.

På grund af ASICs sædvanligvis store kompleksitet udføres meget af designarbejdet ved hjælp af computere. Computersimuleringer sikrer, at ASICen vil opfylde alle krav til funktion, hastighed, chipgeometri, effektforbrug etc. Afhængig af ASICens kompleksitet kan nogle eller alle designfaser udføres automatisk af computere.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig