APS, (fork.f. eng. Advanced Photo System 'avanceret fotosystem'), filmformat til amatørkameraer, introduceret i 1996 af de førende kamera- og filmproducenter. Standardfilmarealet er 17 mm×30 mm, men de fleste APS-kameraer kan desuden omstilles til to bredere formater. Sammenlignet med 35 mm filmformatet er fordelene ved APS-systemet nem og sikker håndtering hos brugeren, mulighed for panoramabilleder, kompakte kameraer og mere sikker identifikation under fremkaldelsen og negativhåndteringen. Ulemperne er ringere billedkvalitet ved store forstørrelser og dyrere fremkaldelse.