ABC-krigsførelse

A-våben, kernevåben, udnytter spaltning, fission, af tunge atomkerner eller sammensmeltning, fusion, af lette kerner; resultatet er en voldsom energiudvikling i form af varme-, lys- og radioaktiv stråling samt en ødelæggende trykbølge.

USA anvendte i 1945 to atomvåben mod mål i Japan (6. august mod Hiroshima og 9. august mod Nagasaki) med en sprængkraft på 13 til 20 kiloton trotyl; siden da har atomvåben ikke været anvendt militært. Våbenkapløbet mellem supermagterne har ført til fremstillingen af et stort antal atomvåben, dels med sprængkraft fra under 100 ton til over 60 megaton sprængstof, dels med øget radioaktiv (ioniserende) stråling, de såkaldte neutronvåben. Detonation på eller tæt ved jordoverfladen danner radioaktivt nedfald. Detonation i større højde fremkalder en elektromagnetisk puls, EMP, der ødelægger elektriske kredsløb i radioer, radarsystemer o.l. over meget store afstande. Små taktiske kernevåben kan fremføres med raket eller artillerigranat som slagpladsvåben, mens strategiske våben fremføres af fly eller missiler. Siden 1970 har det været alment erkendt, at brugen af kernevåben ikke har egentlig militær betydning, men at de er strategisk og politisk betydningsfulde i international sammenhæng.

B-våben har til formål at fremkalde sygdom (evt. død) hos mennesker, husdyr og planter eller skade på materialer (nedbrydning). Der findes i historien enkelte eksempler på krigsmæssig anvendelse af sygdomsfremkaldende organismer, men biologisk krigsførelse har dog aldrig fundet sted i større målestok. Som biologiske våben kan anvendes visse sygdomsfremkaldende mikroorganismer (bakterier, virus, svampe, protozoer) samt toksiner, som er giftstoffer, og som udskilles af visse mikroorganismer samt af enkelte højerestående dyr (fx slanger). Som mulige sygdomme til biologisk krigsførelse kan nævnes pest, hjernehindebetændelse og endvidere botulisme. Biologiske våben kan enten fremføres ved hjælp af særlige bomber, der nedkastes fra fly, fremføres med raket eller spredes ved hjælp af spraytanke. Spredning af smitstof kan også ske ved sabotage, evt. inden krigsudbrud, mod mål, der forsyner store folkemængder, som fx vandværker, mejerier og slagterier. Siden 1972 har en konvention forbudt fremstilling, oplagring og anvendelse af biologiske våben. Det er dog vanskeligt for verdenssamfundet at hindre spredning af viden og teknologi til lande, som ikke vil overholde konventionen, ikke mindst fordi der blandt naturligt forekommende stoffer til stadighed findes nye, som kan udvikles til våben.

C-våben indeholder et eller flere stoffer, der kan påføre fjenden tab eller nedsætte fjendens kampevne. Kemiske våben af industrielt fremstillede kemikalier blev anvendt første gang i 1915 under 1. Verdenskrig, hvor tæt ved en halv mio. soldater blev svært skadede eller døde efter at være blevet udsat for krigsgasser. Alt efter de kemiske kampstoffers virkning på personellets kampdygtighed inddeles de i tabsgivende (nerve-, blister- og kvælegasser samt blodgifte) og inaktiverende (tåre-, nyse-, kvalme- og psykogasser). Planteaktive stoffer, brandstiftende midler og røg har også visse lighedspunkter med kemiske kampstoffer.

Tabsgivende stoffer. Nervegasserne er, som visse insekt- og plantemidler, væskeformige fosforsyreforbindelser, der angriber nervesystemet. Både i væske- og dampform trænger de let gennem huden, og selv en uhyre lille dosis er dødelig. De vigtigste typer er sarin, der fordamper forholdsvis let, samt V-gasser, der kan henligge længe som væske i terrænet. Til blistergasserne hører bl.a. sennepsgas, som både i væske- og dampform trænger gennem huden og giver store, væskefyldte sår, der læges meget langsomt og giver anledning til infektioner. Blistergasser kan medføre blindhed og psykiske forstyrrelser. Kvælegasser er stoffer som klor og fosgen, der ødelægger lungevævet ved indånding. Blodgifte er cyanforbindelser, der efter indånding overføres til blodet og ødelægger cellernes stofskifte. En større dosis er øjeblikkeligt dræbende, mens mindre doser hurtigt nedbrydes i kroppen.

Inaktiverende stoffer. Med virkninger som navnene angiver, medfører tåregas, nysegas, kvalmegas og psykogas, at ofrene gøres ukampdygtige, hvorfor modstanderen tvinges til at anlægge beskyttelsesudrustning.

Kemiske kampstoffer kan udlægges med granater, bomber, missiler eller fly. Ud over at skade personel har de stor effekt ved som væske at forurene materiel og terræn. Siden 1925 har en konvention forbudt anvendelse af krigsgasser. Dette har imidlertid ikke forhindret, at enkelte nationer har anvendt dem i begrænset omfang under konflikter (fx Irak mod kurderne i årene omkring 1990). Førende militærmagter har derfor opretholdt lagre for at kunne gennemføre gengældelsesangreb. Efter flere års debat blev der i 1993 underskrevet en konvention om nedrustning af kemiske våben. Internationalt udfoldes der store bestræbelser for at begrænse spredning af den teknologi og de udgangskemikalier, der sætter mindre lande i stand til selv at masseproducere kemiske våben, "den fattige mands atombombe".

Planteaktive stoffer. Disse anvendes mod vegetation og kan inddeles i plantedræbende stoffer (herbicider), afløvningsmidler (defolianter) og jordsteriliserende midler. Grænserne er flydende, idet midlerne ikke er specifikke i deres virkninger. De plantedræbende stoffer enten hæmmer plantens vækst eller påfører den en unaturlig hurtig vækst. I begge tilfælde går planten til grunde. Landbrugsafgrøder vil være oplagte mål for plantedræbende stoffer. Afløvningsmidler angriber bladfoden og fremskynder plantens naturlige løvfældning, eller de udtørrer plantens blade, hvorved der sker en farveændring, som kan udnyttes til målmarkering, inden bladene evt. rives af under vindens påvirkning. Anvendelse af afløvningsmidler forøger mulighederne for observation.

Jordsteriliserende midler bevirker, at jorden bliver uanvendelig til dyrkning. Giftvirkningen kan variere i tid fra uger til år.

Brandstiftende midler. Disse omfatter olieblandinger samt mere eller mindre tyktflydende (gelerende) brændbare materialer. Desuden anvendes brændbare metaller samt blandinger af metaller og olier. Tilføjelse af metaller og andre stoffer forøger de brandstiftende midlers forbrændingstemperatur og dermed omfanget af de anrettede skader. De brandstiftende midler, som omfatter napalm, fosfor, magnesium og termit, kan fremføres som bomber (brandbomber), granater eller med raketter.

Røg anvendes primært til at vanskeliggøre observation mod et punkt eller et område. Røg kan endvidere udnyttes til markering af mål for fly eller til at skjule anvendelse af kemiske kampstoffer. Røg kan fremføres som ladninger i bomber eller granater; røg kan også udlægges fra røgdåser, røgpotter og røggeneratorer eller af enkeltmand ved brug af røghåndbombe. De vigtigste røgmidler er hexit, fosfor (gult eller rødt), svovltrioxid i klorsulfonsyre og titantetraklorid.

Beskyttelse mod virkningerne fra ABC-våben kan gennemføres i et vist omfang. Nærvirkningerne fra atomvåben reduceres således væsentligt i bunkers, beskyttelsesrum og skyttegrave, hvis man har søgt denne beskyttelse før eksplosionen. Imødegåelse af biologiske våben er en omfattende, men normal sygdomsbekæmpelse. Beskyttelse mod kemiske våben opnås ved anvendelse af beskyttelsesmaske, gasmaske, hvorved indåndingsluften i maskens filtrator passerer et kulstoffilter, der fastholder gasserne; kroppen beskyttes ved, at personellet ifører sig en særlig dragt, hvori uniformsstoffet har lag med kulstof som i filtratoren. Anti-nervegastabletter kan tages for at reducere virkningerne af en evt. senere nervegasforgiftning. Til brug ved akut forgiftning med nervegas kan soldaten være udrustet med en automatisk injektionssprøjte indeholdende en atropinforbindelse, der forlænger overlevelsesmulighederne, indtil der kan finde lægebehandling sted. Ved skader efter andre former for krigsgasser gives lægebehandling. Forurening med gasvæske afrenses med nedbrydende kemikalier.